En lang dag i det sydfranske

Når vi er i Provence, holder jeg meget af at komme på marked. Egentlig er det noget pjat, for der er mere skrammel end der er guld sådan et sted, men jeg elsker alle fødevarerne, som kan købes på et sydfransk marked. Frisk ost, frugt og grønt, krydderier, brød, oliven og honning falbydes i selskab med dårlige kopier af Rolex, kurve i massevis, østeuropæiske tekstiler og duftende sæber, som sikkert aldrig har set skyggen af Provence, inden de landede på markedet.

I år tog vi på marked søndag formiddag i le Muy, som er en lille smuk bjergby beliggende lige op ad La Nartuby, floden, som krydser gennem området af baglandet, hvor vi havde valgt at bo i år.

Varmen var næsten ulidelig, men den slags er der råd for, så vi fandt hurtigt en sælger, som falbød kolde drikke og fik genoprettet væskebalancen, efter en varm tur i bilen. Turen var ikke lang, men går gennem et meget smukt område i bjergene, som bl.a. byder på et helt fantastisk lille hotel, Les Gorges du Pennafort, som ligger i en af de mange slugter, som er alle vegne dernede. Det så helt fortryllende ud og lignede et gammeldags kurbade-hotel med liggestole og kølige drinks i skyggen af havens træer. Måske et sted, at tage ophold, når jeg engang er blevet gammel og slidt.

Det var første gang vi var i le Muy, men bestemt ikke sidste gang. Byen er utrolig hyggelig, med et centrum, som søndag morgen omdannes til et stort provencalsk marked med masser at kigge på, for en som mig, som elsker, at trisse rundt og byde lidt her og der.

Vi travede gaderne tynde, for Kenneth skulle have krydderier med hjem. Det var faktisk den altoverskyggende mission, denne søndag formiddag, så vi gik forholdsvist målrettet efter præcis de krydderier, som han holder så meget af, men jeg skal gerne indrømme, at der også blev kigget på andet undervejs.

Markedet kan ved første øjekast synes lidt uoverskueligt, men faktisk er det kæmpestore udbud samlet på forholdsvist få gader, som kan traves igennem uden anstrengelse. Der falbydes alt fra gedeost til parfumer og jeg fandt da også et par ting, som måtte med hjem. Jeg fik købt nogle smukke hørting og investerede i endnu en af de mange kurve, som forekommer mig at være aldeles uundværlige, når de står og frister med deres mange smukke farver og strukturer.

Kenneth fandt sine krydderier og fik købt rigelige mængder af det hele. Duften af dem fulgte os resten af ferien, for den forplantede sig i bilens interiør, så vi kunne dufte mynte og rosmarin hver gang, vi åbnede bildørene. Det var slet ikke så ringe.

Efter markedet havde vi en aftale med nogle venner. Vi skulle mødes hvor N7 krydsede D125. ???Kør ca. 1,5 kilometer ud af N7 i retning af Vidauban og kig på højre side af vejen. Der holder vi, under et skyggefuldt træ??? var beskeden fra os, og det lykkedes vennerne at finde os, uden problemer.

Vi travede vores sædvanlige potteri tyndt, for at finde det guld, som helt sikkert gemte sig et sted mellem alt skramlet. Vi fik ret. Der var et par ting, som kunne supplere samlingen af lertøj herhjemme, så vi gik derfra med et par nye fade, nogle dejlige, rustikke krus og lidt gaver til familien herhjemme.

Efter potteriet gik turen over på den anden side af vejen, hvor vi, som sædvanlig, skulle købe vin til de lange vinteraftener herhjemme. Vennerne ville gerne præsenteres for vinene fra Le Château du Thouar, så vi kørte ned af det der sidste år var en grusvej, men i år var blevet til en nyasfalteret, men temmelig smal markvej, som ender nede ved vinudsalget.

Vi ventede længe på, at de skulle komme og åbne efter dagens frokostpause, men da vi til sidst var ved at opgive og alle var på vej ind i de varme biler igen, kom endelig en lille bil susende om hjørnet og ud trådte en petit fransk godte, som på rivende hurtigt fransk forklarede, at hende, som skulle åbne for salget, var syg med et maveonde og derfor ikke kom i dag. Med mine 3 franske gloser lykkedes det, at overtale hende til at åbne for vinkælderen alligevel og vi trak alle sammen indenfor i den velgørende kølighed, som hersker den slags steder.

Hun var, på trods af den ændrede prioritering af eftermiddagens tid, utroligt venlig og præsenterede vinene med smagsprøver og alenlange, franske forklaringer om dyrkningsmetoder, lagring og præmier vundet for så det ene og så det andet. Ikke at vi forstod forfærdeligt meget, men vinene var gode, som de plejer at være, så der blev købt ind i stor stil.

Jeg fik også købt min elskede lavendelhonning, som gør godt i en kop varm te, når vinterens forkølelser sætter ind og naturligvis investerede vi i noget af den gode mousserende, som gør sig fortrinligt på en lun sommeraften herhjemme.

Dagen sluttede med en lang og varm køretur til Ramatuelle, som ligger omtrent 60 kilometer fra vinslottet, lige omkring St. Tropez.

Der boede vores venner i et skønt hus, som indbød til en dejlig aften i herligt selskab og med god mad, vin og fodboldfinale i tv’et var der ikke det mindste at klage over. Det skulle da lige være den spænding, som følger i kølvandet på en omtrent tom benzintank klokken 2 om natten i bjergene inde omkring Forêt des Arcs, men vi nåede hjem på de sidste dampe, så en lang og dejlig dag fik en fin afslutning, da vi kunne lade ungerne vælte omkuld i kølige lagner og selv tage en sidste drink på terrassen med udsigt til de omkringliggende bjerge.

Der var stadig det meste af en uge tilbage af ferien…