Uheldig ferie

Man kan være uheldig i større eller mindre grad. Vi har nogle venner, som vist tog prisen for den mest uheldige rejseoplevelse i år.

Deres familie rejser også til Provence hver sommer. Vi introducerede dem for stedet for otte år siden og derefter har de været dernede hver sommer til stor glæde og fornøjelse for alle. De sidste 7 år har de boet det samme sted. De har fundet et hus, som fungerer rigtigt godt for dem og de er blevet meget glade for området, som er lige i omegnen af Nice. Så langt, så godt.

I år skulle vi mødes med dem i slutningen af vores første uge dernede. Da havde de allerede haft næsten 14 dage på deres yndlingsplet, men de havde også bestilt 3 ugers ferie, så de havde god til at nyde.

Som altid var det utroligt hyggeligt. Tøserne lå til almindelig opløsning i poolen, mens drengene (deres søn er også multihandicappet og 17 år gammel) sad i skyggen og nød en film. Det var tid til kaffen og en god snak, som skulle vise sig at byde på mere end én historie. De havde været utroligt uheldige.

En af de første dage dernede, var de uheldigvis bakket ind i en franskmands forlygte, som herefter var smadret, hvilket havde resulteret i en heftig sydfransk diskussion i 40 graders varme, hvor de var blevet beskyldt for at have totalsmadret ejerens bil. De var endt op med at bruge tid nede på den lokale politistation, som lå lige henne om hjørnet, lang tid, men det endte forholdsvist lykkeligt med en forsikringssag, som kunne klares de to forsikringsselskaber imellem.

Ærgerligt var det, men de var enige om, at det ikke skulle ødelægge resten af ferien, så nogle dage senere tog de til marked nede i Nice. Da de kom tilbage til bilen, var den brudt op og tømt for alt af værdi. De tog så turen ned til politistationen endnu en gang og brugte resten af den feriedag på anmeldelse af tyveriet.

Nu burde det så være slut med uheldene, men sådan skulle det ikke være, for kun nogle få dage senere, måtte de konstatere, at sidespejlet var kørt af deres egen bil. Det betød endnu en lang feriedag brugt på et Mercedes-værksted i Nice. Det var ikke sådan lige at fremskaffe et sidespejl til deres bil, så ventetiden var lang og reparationen hundedyr og sådan kunne de altså, denne aften, berette om en serie af uheld, som havde gjort ferien til en blandet oplevelse i år.

???Nu kan der så heller ikke ske mere???, sagde Ove, mens han tilbagelænet indtog kaffen og vi grinte lidt af uheldene, for grine må man godt, når den slags er vel overstået.

Vi var enige. Det var vist uheldene for i år, men vi skulle tage så grueligt fejl, for natten efter, hjemme i huset i Nice, havde de besøg af en temmelig modig  tyv, som tømte hele huset for værdier – mens de lå og sov.

Tyven havde været i soveværelset, hvor han var kravlet hen over Hanne og Ove, for at nå over til skabene bagerst i værelset. Han havde været inde i børnenes soveværelse, hvor han havde taget Nintendo spil og spillemaskine, DVD’er, børnenes feriepenge og kameraer. Han havde i det hele taget tømt huset fuldstændigt for værdier, da de vågnede næste morgen.

Politiet kom og tog fingeraftryk og billeder. Gendarmer i nydelige, strøgne uniformer udspurgte og tog endnu flere billeder, mens de undskyldte på Frankrigs vegne. Så tog de endnu en gang ned på politistationen, hvor de brugte det meste af dagen. Bagefter tog de hjem og i hast pakkede de bilen og så returnerede de til Danmark, lige tids nok til at se finalekampen mellem Frankrig og Italien. Som Ove sagde, så var han så forbitret på Frankrig, at han helt glemte, at det normalt er hans favorithold. Den aften holdt han med Italien og nu vil de aldrig mere til Provence.

Jeg synes det er ærgerligt, men jeg forstår måske godt deres trang til afstand lige nu.