Sikke en eftermiddag

Jeg har været ude i verden. Næsten. Hvis Himmerland er verden, altså.
Der var smukt som bare pokker. Høj himmel og sikker cigar er hvad efteråret har iført sig i dag og jeg er ikke sen til at nyde, for det skal man huske, når man sådan foræres chancen.

Køerne trækker den sidste energi af jorden, mens de stille står og måber. De har ikke travlt, men al den tid i verden, som de måtte have brug for.

Det havde jeg ikke, så jeg hastede videre til mit bestemmelsessted, men undervejs kunne jeg konstatere, at drenge på landet stadig er nydeligt kortklippede og ikke ligner dem, jeg normalt møder inde i “storbyen” – og ja, resultatet kommer af en kæmpestor, empirisk undersøgelse foretaget i småbyerne omkring Lindenborg Gods. De er også høflige. Det er der nogen, som godt kunne tage ved lære af.

Skyformationerne tager sig anderledes dramatiske ud, derude hvor der er rigtigt højt til himlen og jeg skal love for, at der var dramatik ude i landskabet.

På vej hjem svingede en ældgammel, slidt undskyldning for en lastbil ud foran mig i Visse. På førersædet sad en gammel slidt rotte og ved siden af ham en ung mand, som sikkert var lærling i firmaet , som lige indtil jeg kom forbi, havde haft travlt med at underminere Vissevej. Jeg skal gerne indrømme, at den katastrofeopbremsning, jeg måtte foretage, irriterede mig en smule, men Nemesis var på visit i Visse, for vi var kun nået 500 meter hen ad vejen, da lærlingen pludselig opdagede, at hans sidedør ikke var ordentligt lukket.

Han valgte præcis det sekund, da de var tilstrækkeligt tæt på en bus, parkeret i vejsiden, til at åbne døren, så det lykkedes ham at smadre både egen dør og bagsmækken på bussen, hvilket i sig selv var ganske og aldeles imponerende godt timet. Når man tænker på, at vi havde frit udsyn lang tid inden vi skulle passere bussen, må man jo imponeres over knægtens boldøje, for han ramte helt præcist og uden nåde.

Makkeren fik så selv lov til at foretage en katastrofeopbremsning, ligesom jeg endnu en gang fik lejlighed til at få afprøvet bremserne, som heldigvis fungerer upåklageligt. Nu havde jeg jo også øvelsen fra nogle sekunder tidligere, så jeg klarede mig fint igennem seancen og havde rigelig tid til at nyde synet, da en kæmpestor maskine på bagsmækken væltede – den var naturligvis ikke spændt fast – og dernæst kurede op ad ladet, til den bragede ind i førerkabinens bagvæg.

Der var ingen personskade og et forsigtigt gæt går på, at de fremover dobbelttjekker sidedørene og måske endda drister sig ud i noget bespænding. På den anden side, så tilfører det dagen væsentlige elementer af spænding og eventyr, at fragte store, løsgående maskiner uden seler og livrem, så hvad ved jeg.

Om lidt skal jeg ud på tur igen. Jeg tager livrem og seler på.