Prosit!

Jeg gik ud i efteråret, for at samle kastanjer. Det regnede temmelig kraftigt, men ikke om den slags skulle stoppe mig, for jeg havde jo allerede monteret gummistøvlerne og skulle ikke længere end ned i bunden af haven.

Der var mere end skummelt dernede, for regnen væltede ned og fra bladene dryppede kæmpestore dråber og gjorde indsamlingen til en blandet fornøjelse, men lidt fik jeg da samlet.

Inde igen opdagede jeg, at jeg var våd – fra inderst til yderst – og måtte skifte tøj, for ikke at blive afkølet i en grad, som ikke kan anses for at være sund.

Bagefter var der te. Varm og dampende. Helt efter foreskrifterne.

Nu sidder jeg og nyser. Jeg har ondt i halsen. Helt efter foreskrifterne.

Heldigvis er der godt brød, oksekød med hvidløg og aspargeskartofler med friske krydderurter om et øjeblik.

Siden er der kaffe, sofa og stearinlys, strikketøj og en god film, for den slags er nødvendige kompensatorer, når man pludselig opdager, at forkølelsen står udenfor og banker på.

Vasketøjsbunkerne er ved at være væk. Verden ser ikke ud til at være af lave i dag. Jeg er klar med nyvasket sengetøj om et øjeblik.

Jeg ønsker stort set ikke mere i dag.