9

Lang vej endnu

Jeg høster, for mig, ukendte erfaringer for øjeblikket. Jeg er vant til, at jeg er stærk og sej. Jeg kan klare det meste her i verden. Der er stort set intet, som kan vælte mig og jeg er den der står, når resten af verden er faldet. Sådan er det ikke lige nu. Jeg falder.

Det er søndag. Ugedagen, som til sidst udløste den stressreaktion, som jeg lige nu prøver at transformere til en erfaring i kunsten, at lytte til mig selv. Jeg ryster. Jeg er urolig. Jeg har svært ved at finde ro og krop og hjerne mener, at det er nødvendigt, at beskæftige sig med planlægningen af den kommende uge.

KaffesøsterHjernen er på overtid, når den ubønhørligt kredser om aftaler, tidsplaner, medicin, lægebesøg med yngste og ældste, vasketøj, madpakker, forberedelse til ugens opgaver og afgangstider fra matriklen.

Selvom jeg ustandseligt fortæller mig selv, at tiden er der og intet haster, er jeg ikke længere, end krop og hjerne insisterende fortsætter deres leg med mig. Jeg har hjertebanken og dårlig samvittighed.

Jeg har lang vej endnu og jeg ved, at jeg er nødt til at finde noget, at beskæftige hænder og hovede med, men inden vil jeg nyde den kop kaffe, som står og damper her ved siden af. Den gør godt ligesom det gør godt, at tømme hovedet for tanker, ved at skrive dem her.

Jeg overraskes over, hvordan jeg magtede, at hænge sammen i så lang tid, mens jeg stille prøver at overbevise mig selv om, at der er tid. Masser af tid. Det skal nok lykkes.

Du vil sikkert også kunne lide