Jeg er oppe, som den eneste. Jeg kan sagtens være her, i stilheden.
Jeg drikker kaffe. Jeg sidder og filosoferer lidt, retter på en pude, kigger på moster og Oline, som sover inde i stuen, fordi de har lyst og kan. Jeg tjekker lister. Jeg husker, at det er mors fødselsdag i morgen. Jeg husker pludselig, at med tabet af Alexander følger ikke kun sorgen, men også en mulighed for, at tage en tur i skoven uden hensyntagen til vejr og vind. Jeg når næsten af få dårlig samvittighed over, at tænke på den måde, men det er virkeligheden og jeg bliver ikke ked af det denne gang, når endnu en forandring i vores liv rammer mig. Det er fremskridt. Jeg savner, men det skal nok gå.
27 kommentarer
Maria uden blog for indeværende
4. december 2006 at 09:54Kære Liselotte – da min veninde mistede sin dreng, og vi alle var så fyldt op af sorg, kan jeg godt huske de momenter, hvor livets glæder dukkede op, og man næsten blev lammet af skyldfølelse over ét sekund at ha’ glæde sig over noget, når nu der var så meget smerte til i ét menneske…
Men livet er komplekst…det er både sorg og glæde…og man sørger og savner også, selvom man glædes og smiler over noget…
Susan
3. december 2006 at 23:28Jeg haaber I havde en dejlig tur i skoven uden daarlig samvittighed. Jeres liv aendres paa godt og ondt, og man skal glaedes over det gode uden daarlig samvittighed, samtidig kan man jo sagtens savne og soerge og mindes.
Kirsten
3. december 2006 at 22:05For 30 år siden mistede jeg min 15 årige søn ved sygdom. Jeg kan stadig føle nogen af din smerte. Sådan er det, man glemmer aldrig sine mistede børn – de lever inden i os, og sådan skal det være. “Forbudte følelser” er der ikke noget der hedder, basta! FØL dem – lettelse, vrede, skuffelse o.m.a.
Det er så flot som du kan skrive omkring Alexanders død, kom af med alt hvad du føler og gør, noget sådan var “Forbudt” for 30 år siden, da holdt jeg facaden, til stor skade senere for andre og mig selv.
Jeg ønsker jer alt godt!
Maltesen
3. december 2006 at 19:40Det er godt, du og resten af familien får bearbejdet sorgen oven på Alexandres alt for tidlige død. En sorg som kan tage op imod år at bearbejde, hvilket er ganske naturligt.
Tina
3. december 2006 at 17:40Du fortjener den tur i skoven, uden dårlig samvittighed.
Og jeg er sikker på at Alexanders ønske, dog uden at kende ham personligt men gennem dine beskrivelser, ville have været at hans familie lever livet fuldt ud.
splejsen
3. december 2006 at 17:37Det er jo et faktum, at livet bliver helt anderledes for jer nu.
Og at det indebærer en ny livsstil, der også giver mulighed for spontanitet, det er da bare noget I skal til at prøve, og fordi der ligger en underlig uvant frihed i den nye livsstil, og dermed noget rart, er det jo ikke noget I bør føle dårlig samvittighed over. Men det er sikkert meget mærkeligt. Og jeg kan et eller andet sted godt forstå hvis du i her midt i din sorg forvirres over følelsen af forventning, der pludselig popper op sammen med alt det andet. Men det er fint og helt naturligt både at føle lettelse og forventning, mens man samtidig befinder sig i smerten og sorgen. At fornægte og fortrænge disse tanker vil være et totalt skråplan og meget usundt i forhold til hele processen. Det er godt du er åben og modtagelig for de følelser du mærker.
Der vil være gode dage og dårlige dage. Og gode øjeblikke og dårlige øjeblikke. Og fuldstændig forfærdelige dage. Også om lang tid. Det er legalt at have en god dag i dag. Og det er legalt at have en rigtig dårlig trist nedturs-dag om et halvt år. Men alt det ved du jo godt.. Nogle gange føler jeg mig så dum, når jeg skriver den slags. Nå, men nu har jeg skrevet det.
Det hele er så nyt. Der er kun gået få dage. Jeg synes det føles som enormt lang tid. Hvordan må det være for jer..Det må være svimlende uvirkeligt og mærkeligt..Får du nu sovet nok..
Lene
3. december 2006 at 17:22Kære Liselotte
Det er godt at sætte ord på sine følelser, og du har en evne til at kunne gøre det også på skrift. Du, Alice og min søster samt andre, der tør være åbne, giver os andre så meget, vi lærer og erfarer noget om livet, sorger og glæder. Lov mig ikke at stræbe efter “hverdag”, det tar tid, og det skal du gi dig selv.
kærlig hilsen Lene
Sol
3. december 2006 at 17:04Tenker på dere…
Du må huske på at Alexander bare vil at hans mor skal ha det så godt som mulig……Ta vare på deg selv.
Klem.
susling
3. december 2006 at 17:03Søde Liselotte, nu var det ikke et barn jeg mistede…..men `kun’ min mor – som med den sygdom hun havde, faktisk fyldte helt abnormt…Og for det meste var jeg vist mere mor for hende end omvendt…Efter at sorgen havde lagt sig, følte jeg en, hvad skal vi kalde det – lettelse – det er et sært ord, at bruge i denne her sammenhæng, men en eller anden form for ro og fornemmelse af, at livet gik videre trods alt. Det fyldte mig med skam at tænke sådan……Jeg følte, at jeg forrådte hende……..Men omvendt var det nu engang sådan det var og sådan det blev…….Livet går videre og man bærer dem jo med i sit hjerte…..Kærligheden er stadig lige så stor…og vil altid være der…Jeg havde en mor…og en far…og en svigerfar…..du havde en dejlig søn…..Og hatten af for, at du tør skrive, som du gør. At du deler……..Der er historier, der skal fortælles, netop fordi de er vigtige….. Stor, meget stor respekt herfra…(Føler du denne kommentar går for nær, er du meget velkommen til at slette den……det vil jeg have fuld forståelse for)
Kærligst og ærligst Sus
Lene
3. december 2006 at 17:03Kære Liselotte,
Du er en stærk person, både fordi du kender dig selv så godt, men også fordi du kender menneskets sind. Du forstår og anerkender de følelser, der kommer frem for tiden. Det, synes jeg, er flot!
Dine skriverier og alle de kommentarer du modtager omkring Alexanders død, rører mig dybt. Der bliver skrevet så mange smukke og livskloge ord og vist så meget kærlighed og ømhed.
Jeg kommer selv til at tænke på de mennesker, jeg har mistet pga død, men også på et nært forhold, som er ved at gå i stykker pga psykiske problemer. Det er svært at miste og det er svært at se det ske. Alligevel tror jeg det altid vil være der – savnet og kærligheden.
Jeg har bemærket at vi sørger i klumper, så nogle gange mindes vi de gode stunder og den savnedes person. Når så sindet er klar til endnu en omgang, så sørger vi, som om man er ved at gå i stykker!
I er i mine tanker
Donald
3. december 2006 at 16:10Jeg er glad for at Alice Ibing har lagt en kommentar, som sætter ord på den forsvundne pligt. Jeg ønsker dig god tur.
(Pludselig kom der et browser-refresh — jeg ramte måske en eller anden knap og nu aner jeg ikke hvad det skete – håber computer-systemet fungerer som det skal.)
SHA
3. december 2006 at 15:46Tusind tak for din ærlighed, Liselotte, og din gavmildhed i at dele med os. Det er meget livsbekræftende at genkende ‘dig’ i dine ord, og indse at noget er uforandret trods det, at du har mistet din søn. Meget dejligt at høre at livet ikke bare ‘skal gå videre’, men skal leves helt og fuldt.
Ove
3. december 2006 at 12:22kys fra alle os til alle jer bedre forældre findes ikke , for os som kommer i hjemmet , og har set den omsog i altid har harft for ikke alene jeres egne børn men også for alle andre , ja så må man bare sige , DET KAN IKKE GØRES BEDRE .
vi elsker jer for det dejlige sind i har , for den optisme i altid har den giver varme , den varme vil jeg godt , sende tilbage til jer , og håbe at i nu ikke mere skal være naboer mere , for det er jo der alting går galt , mange kys og kram til jer ,
Lotte
3. december 2006 at 12:22“Alexander ville have syntes, at det var helt i sin orden, at tage i skoven. Han elskede skoven :-) ”
Ja og han ville forvente at I gjorde det.
Dårlig samvittighed kan man (logisk set) kun have, hvis man har gjort noget galt eller er skyldig i noget…. Husk ALTID det…Ikke at tage i skoven eller tage ENHVER mulighed for at nyde og lindre livet, se DET burde give dårlig samvittighed…
L
Ove
3. december 2006 at 11:43Når livet det tændes , og slukkes igen
Så fødes en stjerne , den funkler min ven ,
Den minder os om den tid der svandt hen ,
Den giver styrke den gir os håb ,
Så når du vil mindes så kik blot mod nord
For der har jeg hjemme , det der jeg nu bor ,
Jeg elsker min søster min far og mor
Kærlig hilsen Alexandre med lidt hjælp fra O
Bolette
3. december 2006 at 11:05vil også gå en tur ned i min skov…lige bagved huset og samle lidt kogler til dekoration ……en af kolgern er fior jeg og den kærlighed der binder jer sammen ……
lys i mørket
Bolette
Liselotte
3. december 2006 at 10:45Tak for din beskrivelse af jeres tid efter tabet af Anne-Sophie. Det er jo præcis sådan det er. Mange ting bliver nemmere. Det er sandheden. Det betyder ikke, at jeg ville have undværet. Det betyder heller ikke, at jeg ikke hellere havde taget mange år endnu med Alexander. Det betyder bare, at han fyldte meget i vores liv, fordi han skulle.
Nej, jeg tog også gerne turen om igen, Alice. Og om igen, men jeg ved, at virkeligheden også er, at mange ting bliver nemmere. Om en tid vænner jeg mig til det.
Alice Ibing
3. december 2006 at 10:27Kære Liselotte
Egentligt er det mærkeligt, hvor stille det bliver efter at et barn som Alexander (og min datter Anne-Sophie) forlader os. Det var jo ikke fordi, de løb rundt og lavede fysisk larm som andre ville gøre. Men alligevel efterlader de sig en larmende stilhed, som det tager tid at vænne sig til.
En del af stilheden er også det faktum, at ens hænder ikke har noget at lave mere – eller i hvert fald har meget mindre at lave. Pludseligt er det muligt bare at sidde og gøre ingenting. Jeg oplever med mig selv, at det tager tid at overbevise sig selv om at det er ok. Men det er det.
Et par dage efter at Anne-Sophie var begravet pakkede min mand og jeg bilen for bare at køre ud i det blå nogle dage. Hvorfor? Ja, netop fordi vi kunne… Det tog pludselig ingen tid at pakke bilen og vores bagage fyldte næsten ingenting. Der skulle ikke være plads til medicin, specialmad og masker også. Der skulle ikke bruges tid på at søge for, at der nu var nok ilt i flaskerne og vi skulle ikke på turen tage hensyn til maske-tider, spise-tider osv. Det var underligt og den dårlige samvittighed kom med det samme snigende, når man erkendte, at noget var blevet nemmere.
Men det er jo et faktum… tingene er blevet nemmere. Byrden på skulderne er blevet lettet.. Det er vi faktisk selv uden skyld i og så er opgaven bare at overbevise den dårlige samvittighed om det også. For en ting er sikkert, – jeg ville aldrig have undværet tiden med Anne-Sophie trods de udfordringer den gav og jeg tog gerne turen med hende igen – hvis jeg kunne… Mon ikke I har det på samme måde?
Kære familie… jeg kender jer ikke, men I skal vide, at jeg sender jer mange, mange tanker i denne svære tid…
De kærligste hilsner Alice
Yrsa
3. december 2006 at 10:04God morgen !
Dejligt at kunne tage en tur i skoven.
Håber for jer at I har lige så dejligt vejr som vi har pt her i det Nordsjællandske.
Tænker meget på jer.
Helle Læsø
3. december 2006 at 09:55Godmorgen Liselotte.
Havde skrevet en lang “smøre” til dig, men ord er fattige. Kun : Frisk mod, solen stå op igen, og en dag er den smuk igen.
1000 knus og tanker til Jer alle 3 (4)
Helle
Liselotte
3. december 2006 at 09:44I har ret. Livet går videre og jeg ved det. Jeg har brug for en tid, inden det igen bliver hverdag, men det ender det jo med at være.
Alexander ville have syntes, at det var helt i sin orden, at tage i skoven. Han elskede skoven :-)
Lizelotte
3. december 2006 at 09:41Liselotte, jeg er sikker på, at hvis Alexander kunne, ville han bede jer om at leve videre. Det er godt, at I gør det.
De kærligste tanker,
Lizelotte
Claus
3. december 2006 at 09:34Der er intet at være flov over.. I passede på Alexander mere end 10 gange så godt som det var forventet. Alexander har været ked af de gange hvor det var ham der var ‘stopklods’ for familiens udskejelser, så hvorfor ikke vise ham den ære det er ikke at lade jer standse – uanset vejret – se at komme ud – efterårsskoven er der stadig selvom det officielt er vinter!
Nyd livet, nyd hinanden og jeres nærmeste – og gør det hele med god samvittighed, thi I har fortjent det alle tre, nej fire, for Oskar skal da også med i skoven!
Liselotte
3. december 2006 at 09:32Det vil gå frem og tilbage. Sådan er det. Jeg ved, at det tager tid, at komme ud i virkeligheden igen og jeg ved, at det tager tid, at forliges med den forandring vores liv har taget. Jeg fløjter ikke endnu, men den dag jeg gør, vil jeg huske, at det er i orden at fløjte, for livet går videre og Alexander ville ønske, at jeg fulgte med :-)
Anne Stange
3. december 2006 at 09:23Det kommer til at gå, nogle dage frem, og andre nok et par skridt tilbage, men det kommer til at gå.
Nogle uger efter et dødsfald i min familie, greb den nærmeste efterladte sig i at gå fløjtende omkring i haven, han blev forundret, og en anelse flov, var det okay at gå omkring og nyde dagen og fuglenes fløjt?
Det var det, og det er det. og den dag kommet også til Gug!
Jeg håber, at vejret vil være med jer i morgen, så i kan nyde en stille tur i skoven.
Kærligst Anne.
Liselotte
3. december 2006 at 09:16Og pas på dig, Hanne. Ha’ en vidunderlig tur og tak for alle dine fine kommentarer :-)
På gensyn i januar :-)
Hanne 2
3. december 2006 at 09:14Godmorgen til dig.
Ja, lige så mange begrænsninger i narturligt havde, vil en ny verden af frihed `åbne´sig.
Livet er en lang proces, hvor der bliver taget og givet.
Nu vil jeg smække kufferten i, og drage mod Arizona. Og først komme tilbage engang midt i januar.
I vil være i mine tanker, specielt når Alexander begraves.
Pas på hinanden!