Oline bestemte tempoet i Amsterdam. Hun fik lov til at ønske og en af de ting, som hun gerne ville se, var Anne Franks hus, så sådan blev det. Søndag formiddag tog vi traveskoene på og begav os ud i byen, for at trave tværs gennem den, over til Westerkerk langs Prinsengracht, hvor huset ligger.
Der er nok at se på undervejs og vi passerede bl.a. et gammelt hotel, som var kæmpestort og med butikker liggende i stueetagen. Det så lidt forsømt ud, men meget malerisk var det selvom vi hurtigt enedes om, at vi boede meget skønnere, hvor vi boede.
Foran Westerkerk var der opsat kæmpestole og naturligvis skulle Kenneth have et stop i en af dem mens vi andre beundrede kanalen, cyklerne, lamperne og kirken.
Foran Anne franks hus var der lang kø, så jeg skal ærligt indrømme, at det krævede en del tålmodighed, at nå til indgangen, men Oline glædede sig, så selvfølgelig holdt vi ud og vi ventede faktisk ikke særligt længe, inden vi kunne træde indenfor.
Oline er blevet stor. Jeg vidste det vel godt, men det blev så tydeligt på denne tur. En banal ting var, at vi ikke længere behøver at oversætte. Den unge dame klarede sig glimrende på engelsk og allerede ved indgangen fik hun afprøvet sine kundskaber. Det var stort, at opleve hendes glæde ved, at kunne klare sig i udlandet.
Indenfor i huset gjorde bogreolen stort indtryk. Den bogreol, som var skubbet for indgangen til baghuset, hvor Anne og hendes familie holdt sig skjult. Oline var meget betaget at det faktum, at det håndtag hun rørte ved, havde Anne også betjent.
Vi så lejligheden, som havde huset hele familien og deres venner i de godt to år, de holdt sig skjult. For Oline var det en kæmpestor oplevelse og hun manglede da også kun, at se Annes dagbog, da vi endelig nåede til det sidste rum i huset, hvor den lå udstillet i en glasmontre.
Oline var meget fascineret og da vi kom nedenfor i museumsbutikken, for selvfølgelig har de sådan en, lå Anne Franks Dagbog i stakkevis oversat til alverdens sprog. Den danske var der naturligvis også, så der var ikke langt fra syn til plagen og naturligvis fik hun bogen med hjem.
Den aften hørte vi ikke meget til hende og hun er nu halvvejs igennem den. Den genererer masser af tanker om livet og døden, frihed, diskrimination og det at tro. Vi får nogle gode snakke og det er dejligt.
Hun fik en oplevelse for livet, er jeg sikker på og jeg blev klogere på en hel masse, som jeg ikke vidste. Vi gik rigere derfra.
16 kommentarer
Liselotte
12. december 2006 at 23:45Den bogtitel noterer jeg, Randi, for hun er meget fascineret lige nu og vil måske gerne læse yderligere. Tak for tippet :-)
Randi
12. december 2006 at 23:01Jeg besøgte også Anne Franks hus da jeg var lidt yngre end Oline. Har aldrig glemt det med bogreolen. Fortsætter fascinationen, kan jeg anbefale hende en bog der hedder “Jeg husker Anne Frank” skrevet af Miep Gies som hjalp familien med at skjule sig. Det er den del af historien som Anne ikke kendte så meget til – og så er der en masse fotos i den.
Liselotte
12. december 2006 at 20:07Den film må vi hellere få kigget efter :-)
Torturmuseet var noget, som stod højt på Olines ønskeliste, men vi nåede det ikke denne gang. Hun rummer så utroligt meget, så hun helt sikkert havde fået noget fornuftigt med – selv der fra :-)
Nadia
12. december 2006 at 19:34Har set filmen, vil gerne anbefale den. Har også læst dagbogen, blev meget rørt af den.
Men har endnu til gode at besøge Holland, navnligt Amsterdam og selve huset Anne Franks gemmested.
Men toturhuset er enorm mundfuld, besøgte selv sådan et i Ungarn.
Liselotte
12. december 2006 at 14:45Nej, det har hun ikke. Måske skulle hun… :-)
Anne Cathrine
12. december 2006 at 14:17Jeg har også læst Anne Franks dagbog mange gange – også på tysk.
Har hun set filmen?
Liselotte
12. december 2006 at 12:46Olines slutbemærkning, da vi tog fra Amsterdam var, at “Nu nåede jeg jo slet ikke at se torturmuseet eller køre med sporvogn… men, man skal altid have noget til gode, så der er grund til at komme tilbage. Det gør vi da, ikke?” og selvfølgelig gør vi det. Man bliver aldrig færdig med den by og nu kom der endnu en grund til genvisit – vi må prøve vlamse frites oppe i sidegaden til Kalverstraat ;-)
Det bedste
12. december 2006 at 12:14I er så fantastiske, hvor skønt bare at pakke bilen og køre :) Det var lige hvad i fortjente!
Frederikke
12. december 2006 at 11:54Jeg var også meget betaget af Anne Franks dagbog og ikke mindst af at se huset. Det er godt, at historien stadig kan betage :)
Kamilla
12. december 2006 at 11:49Ha! Hvis Oline har en uinspireret Tysklærer, så kommer hun helt sikkert til at læse den der igen. Jeg er virkelig ikke glad for tysk – og da jeg blev introduceret for Anne Franks dagbog, så var jeg ikke videre sympatisk indstillet for en hel dagbog på tysk. . .
Men selvom sproget var svært, få fangede historien. Senere tog vi på studietur til Amsterdam og så Anne Frank’s gemmested igennem 25 måneder.
Ja der er virkelig magi i døren og det lille rum, hvor de boede 8 personer i så lang tid. Men mest af alt – så er der magi i den lille Dagbog.
Godt at i fik set det.
Ulla
12. december 2006 at 11:26ØH – liige en hurtig korrektion ang. de der fritter – det er altså kartoflerne – og ikke de der laver dem – der er sprøde og bløde :-)
Lizelotte
12. december 2006 at 11:22Hvor kan jeg huske, da jeg var på Olines alder, og læste Anne Franks dagbog. Den rørte mig dybt – jeg græd snot over den.
Det må være fantastisk at gå ind og se det sted, Anne Frank skrev sin bog. Det vil jeg også gøre engang.
Ulla
12. december 2006 at 11:19Jeg har i den seneste tid fulgt med – nogle gange med tilbageholdt åndedræt – oftest med tårer i øjnene. Jeg har ikke formidlet min varme medfølelse tidligere, for jeg synes rent ud at mine ord var for fattige, men din og familiens styrke, værdighed og store kærlighed til hinanden kan ikke undgå at gøre indtryk – og har haft betydning i nogle af mine egne refleksioner i efterdønningerne efter en meget turbulent tid. Du har sat et minde for din søn, Liselotte, så han vil leve meget, meget længe i manges erindring.
Pragmatikere, som I tydeligvis også ér, handler I kontant i forhold til Jeres yngste barn som behøver at livet igen bekræftes og tager Oline med til Amsterdam – lige hvad jeg ville have gjort! Har besøgt byen 20 gange og kender den bedre end f.eks. min egen hovedstad!
Tak for de dejlige billeder af min højtelskede by.
Må jeg dog lige korrigere en enkelt detalje. de bedste vlamse frites (som “friterede pommes” jo hedder dernede) fås ikke på Damrak – men i en lille sidegade til Kalverstraat – hvor Kalvertoren-arkaden munder ud! De har lavet vlamse frites i over 100 år og er vidunderligt sprøde udvendigt og bløde indvendigt … Nu er smag og behag jo forskellig – måske er dem på Damrak bedre for Jer, men smag alligevel de andre ;-)
Lene
12. december 2006 at 11:03det er så mange år siden jeg læste Anne Franks dagbog. Hvor ville jeg dog gerne se det museum, jeg tror jeg har det ligesom Oline ;-)
capac
12. december 2006 at 10:31Oline mærkede “historiens vingesus” eller i hvert fald en lille blafren… ;-)
unsent
12. december 2006 at 10:16Det er så livsbekræftende at læse med herinde. Godt gået bare sådan at stikke af og nyde lidt tid i Amsterdam. Det er en i sandhed fantastisk og hyggelig by som gerne skal besøges mere end en gang om året. Godt for jer at I bare gør det!