Natten til lørdag satte Europas (dengang) sidste nulevende myg ind med et frontalt angreb, som viste sig, at være mere end effektivt.
Jeg er myggeallergiker, men ikke om jeg overvejede, at det var nødvendigt med antihistaminer i december måned, så jeg tog afsted uden. Det skulle jeg ikke have gjort, for myggen valgte, at spidde mit venstre øjenlåg med det resultat, at jeg lørdag morgen vågnede med et mere end almindeligt opsvulmet øje.
Jeg lignede faktisk en, som havde fået nogle på hattepulden og da Oline endelig vågnede, viste det sig, at hun havde erhvervet sig et bygkorn på højre øje og derfor også var temmelig enøjet. Vi lignede faktisk ofre for en brutal ægtemand og far, så det var en duknakket Kenneth, som tog os med ud i det pulserende liv og mest af alt, havde han vist lyst til at skrige, at han ikke havde gjort noget som helst. Alligevel holdt han sig ikke for god til at grine en smule af os, men vi kender jo allesammen Nemesis…
I går morges vågnede Kenneth med et akut angreb af podagra (Kaptajn Vom, ondt i storetåen og vranten – jo, den er god nok) og faktisk var han så smerteplaget, at han næsten besvimede ved morgenbordet, så det kan nok være, at hans hat pludselig var knapt så høj. Til gengæld havde han gemt en overraskelse til mig i form af en mere end spændende parkering langs kanalen og uden hans sædvanlige adrætte jeg, var der kun én til at hente den skide bil, nemlig mig…
Vi holdt nede til venstre, men det lykkedes mig at komme over broen her og få vendt bilen med bagenden herop mod, så jeg kunne bakke op langs kanalen.
Der var kun ét at gøre. Jeg måtte ned og svinge mig ind i bilen fra passagersædet, for fra vandsiden gik den ikke.
Inden tjekkede jeg hjulenes stilling, for nok kører i gennemsnit en bil om ugen i kanalerne, men det behøvede jo ikke være min.
Jeg skal ærligt indrømme, at det var med en mild håndsved jeg drejede rattet og trådte forsigtigt på speederen, men det gik gelinde og inden længe havde jeg svunget skidtet over verdens mindste bro, lavet noget der formentlig lignede en hundredepunktsvending og bakkede frejdigt op langs kanalen, lige til jeg holdt foran hoveddøren, hvor bilen blev læsset og herefter kunne Kenneth humpe ud gennem regnvejret på bare tæer, hvorefter han højlydt stønnende faldt ned på forsædet.
Jeg kørte turen Amsterdam-Aalborg uden et kny. Det samme kan man ikke sige om Kenneth, men han havde jo også besøg af Nemesis.
15 kommentarer
Liselotte
13. december 2006 at 09:54Hmmm… og så er der os, som de ELSKER, de skide myg :-(
Krebsinden
13. december 2006 at 08:59Heldigvis har jeg aldrig været plaget af myggestik. Min søster lignede jeg ved ikke, hvad som barn, når myggene havde været for tæt på, tror ikke det er lige så slemt mere.
De 3 andre herhjemme er også rimeligt besøgt af myg, til alt held kan det klares med en myggestift.
I år var det lidt anderledes, jeg fik en del flere myggestik end det ene jeg normalt får per år, og nogen af dem kløede og hævede også, ret uvant! Men ingen medligenhed til mig fra de 3 andre, da jeg sad og kløede!
Myggene har åbenbart været RET arrige iår.
Liselotte
13. december 2006 at 08:37Antihestaminer, neurox, er det eneste der virker. Jeg hæver, som en god gærdej, når jeg besøges af skidtet, men antihestaminer i mild form, kan tage det meste ubehag.
Amsterdam er et dejligt sted :-)
neurox
13. december 2006 at 08:05Det med at forandring fryder, gælder tydeligvis også i myggekredse – i hvertfald i Thailand. Jeg er øjensynligt en omvandrende lækkerbidsken af en blodbuffet, for mine ben er fuldstændig tæppebombede med myggestik, og jeg reagerer voldsomt på dem. Amsterdam er iøvrigt et dejligt sted! :-)
Liselotte
12. december 2006 at 23:46Vi havde alletiders tur, trods alle vores dårligdomme – og Dana, vi havde frygteligt ondt af ham, for det er tydeligvist lige til at tude over, når det står på, så vi behandlede ham med passende omsorg ;-)
Dana
12. december 2006 at 23:05Et trøstende knus til Kenneth fra en med-podagradist. Og dejligt at høre, at I trods det havde en fed tur.
Britta Thomsen
12. december 2006 at 21:40Altså stakkels mand, godt han er oppe igen. I har da været lidt uheldige med afslutningen på jeres tur, men ud fra din beskrivelse og billederne fornemmer jeg dog at det har været en god og givende tur for jer alle.
Hilsen Britta T.
Hanne 2
12. december 2006 at 21:34Nemli’!
Smaa detaljer… hvem har (lykkeligt!) glemt total ompakning i lufthavnen paa Hawaii sidste gang, for at fordele “godset” lidt bedre?
Gaar den saa gaar den!
Irene
12. december 2006 at 16:51Hermed en portion lysegrønt ubetinget ynk til Kenneth!
Joan
12. december 2006 at 15:02Hvor er jeg glad for at komme ind og læse, at i har været afsted. en god måde at være sammen på.. OG.. skønt at høre at i er ved at være nogenlunde normale at se på igen :)
Liselotte
12. december 2006 at 13:32Kenneth er medicineret og oppegående, så han har vist intet at klage over lige nu ;-)
Oline og jeg er ved at se normale ud igen, så alt i alt går det ;-)
Ella
12. december 2006 at 13:02Jeg ser det for mig – din levende beskrivelse i telefonen i aftes og nu på skrift, gør at jeg ikke kan lade være med at trække på smilebåndet :-)
– Undskyld Kenneth, jeg ved godt at det gør fandens ondt, men har I har altså været et syn for guder, først med 2 sæbeøjne og senere med en mand, der ligner en, der har sparket en dør ind med bare tæer.
Hils ham Liselotte, og sig, at jeg føler med ham.
Lizelotte
12. december 2006 at 12:53Jeg tror også nogen gange det er let at snakke dybt i en bil fordi man ikke sidder og ser hinanden dybt i øjnene. Ligesom i mørket i sengen.
Men AJ hvor er I altså ramt af uheld … håber øjnene er faldet lidt ned, og at Kenneths storetå er bedre – – hvad gør man egentlig ved det der podagra?
Liselotte
12. december 2006 at 12:47Du har ret, Mette. Man snakker så vældigt godt i en bil, fordi man bare er til stede og ikke kan meget andet :-)
Mette
12. december 2006 at 12:43Hej Liselotte,
Velkommen hjem!!!
Godt gået!!!! Bag enhver mand står en kvinde og heldigt du er en af de mere handlekraftige af slagsen, der ikke siger nej til en udfordring.
Dejligt at høre, I prioriterede en udenlandstur. Netop i en bil har man mulighed for at få talt om nogle af alle de ting, man glemmer til hverdag, så jeg tror vanskeligt, I kunne vælge et mere optimalt sted at tilbringe lidt “kvalitestid” (frygteligt udtryk) sammen.