15

En ynk, var vi…

Natten til lørdag satte Europas (dengang) sidste nulevende myg ind med et frontalt angreb, som viste sig, at være mere end effektivt.

Jeg er myggeallergiker, men ikke om jeg overvejede, at det var nødvendigt med antihistaminer i december måned, så jeg tog afsted uden. Det skulle jeg ikke have gjort, for myggen valgte, at spidde mit venstre øjenlåg med det resultat, at jeg lørdag morgen vågnede med et mere end almindeligt opsvulmet øje.

Jeg lignede faktisk en, som havde fået nogle på hattepulden og da Oline endelig vågnede, viste det sig, at hun havde erhvervet sig et bygkorn på højre øje og derfor også var temmelig enøjet. Vi lignede faktisk ofre for en brutal ægtemand og far, så det var en duknakket Kenneth, som tog os med ud i det pulserende liv og mest af alt, havde han vist lyst til at skrige, at han ikke havde gjort noget som helst. Alligevel holdt han sig ikke for god til at grine en smule af os, men vi kender jo allesammen Nemesis…

I går morges vågnede Kenneth med et akut angreb af podagra (Kaptajn Vom, ondt i storetåen og vranten – jo, den er god nok) og faktisk var han så smerteplaget, at han næsten besvimede ved morgenbordet, så det kan nok være, at hans hat pludselig var knapt så høj. Til gengæld havde han gemt en overraskelse til mig i form af en mere end spændende parkering langs kanalen og uden hans sædvanlige adrætte jeg, var der kun én til at hente den skide bil, nemlig mig…

Hundredepunktsvendingen

Vi holdt nede til venstre, men det lykkedes mig at komme over broen her og få vendt bilen med bagenden herop mod, så jeg kunne bakke op langs kanalen.

Op til dørenDer var kun ét at gøre. Jeg måtte ned og svinge mig ind i bilen fra passagersædet, for fra vandsiden gik den ikke.

Inden tjekkede jeg hjulenes stilling, for nok kører i gennemsnit en bil om ugen i kanalerne, men det behøvede jo ikke være min.

Jeg skal ærligt indrømme, at det var med en mild håndsved jeg drejede rattet og trådte forsigtigt på speederen, men det gik gelinde og inden længe havde jeg svunget skidtet over verdens mindste bro, lavet noget der formentlig lignede en hundredepunktsvending og bakkede frejdigt op langs kanalen, lige til jeg holdt foran hoveddøren, hvor bilen blev læsset og herefter kunne Kenneth humpe ud gennem regnvejret på bare tæer, hvorefter han højlydt stønnende faldt ned på forsædet.

Jeg kørte turen Amsterdam-Aalborg uden et kny. Det samme kan man ikke sige om Kenneth, men han havde jo også besøg af Nemesis.

Du vil sikkert også kunne lide