Her er meget, meget stille om morgenen. Jeg har stadig alle rutinerne siddende indeni.
Tiden bestemmer for mig og jeg tænker stadig “mon han er vågen og vil se lidt tv nu?”, når tiden nærmer sig klokken 8 og “mon ikke jeg skal finde lidt frokost til Alexander”, når klokken er middag. Jeg lytter efter et åndedræt, som ikke er mere. Mentalt er jeg stadig tunet til alt det, som var hverdag for et øjeblik siden.
Der går frygtelig lang tid, inden de forvandles til noget, jeg engang gjorde. Lige nu gør jeg dem stadig. Sådan må det nok være.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
10 kommentarer
Liselotte
13. december 2006 at 12:34Alt er vel, trods alt. Vi er omgivet af omsorg og mennesker, som kun vil os alt det gode, så vi er heldige mennesker :-)
Gitte
13. december 2006 at 11:55Åh ja, Liselotte – forstår sagtens, hvad du mener. Håber alt vel, trods alt.
Lene
13. december 2006 at 11:50sådan er det, dit hjerteslag har været så tæt forbundet med Alexanders, og det er godt, alt det I gør og mindes.
Liselotte
13. december 2006 at 11:18Det er sådan det er, at hjertet holder dem vi mister levende. Det er godt :-)
Lizelotte
13. december 2006 at 11:10Jeg ved godt, at det slet ikke er det samme – men jeg kan huske, hvordan der gik flere år, hvor jeg ind imellem tænkte: “Det skal jeg huske at fortælle far,” – og så kom jeg i tanker om, at det jo ikke lod sig gøre. Men det gav et stik hver gang, som med tiden er blevet mindre smertefuldt.
Sidst var, da jeg bagte brunkager i år – det strejfede mig lige, at min far ville blive glad for en dåse med smagsprøver, inden jeg kom i tanker om, at han har været væk siden 1999.
Nu, hvor det ikke er så tæt på mere, nyder jeg næsten mine forglemmelser – og anser dem for mit hjertes facon at holde min far levende på.
Liselotte
13. december 2006 at 10:18Ja, heldigvis er det gode ting, man husker :-)
Ha’ en dejlig arbejdsdag :-)
Moster
13. december 2006 at 10:16Og de er bare rigtig gode, så det bliver svært at vælge hvilket der skal stå på arbejdsbordet, så det ender nok med en hel collage :-)
Der er utroligt mange tanker som omhandler Alexander, for han har fyldt i vores alle liv, selv her i København er han ofte i tankerne. Det er en trist, men osse god fornemmelse at han fylder så meget.
Han er savnet, men hvor er der heldigvis mange gode ting at huske om ham.
Hyg jer
Liselotte
13. december 2006 at 09:54Jeg havde lovet min søster nogle billeder. Heldigvis viste det sig, at jeg har rigtigt mange gode af den unge mand, så det var faktisk en fornøjelse, at bladre gennem dem :-)
Charlotte Illum Larsen
13. december 2006 at 08:54Godmorgen Liselotte. Det er en svær og mærkelig tid i skal igennem – men det skal være sådan. Godt at i har hinanden og kærligheden.. hold hjertet og fødderne varme – så skal det nok gå altsammen.
Krebsinden
13. december 2006 at 08:47Liselotte, jeg er også sikker på det er sådan det skal være, ihverfald lige nu. Ting tager tid, nogen ting tager længere tid end andre. Med tiden vil det fylde mindre og mindre, akkurat som det skal. Men alle de gode minder I har vil altid være det. Jeg tror, det er sådan, det skal være.
Mange varme tanker til Jer alle 3 :-)