Vejret var utroligt smukt, da vi ankom til kirkegården. Oppe ved Alexanders grav, et stykke oppe af stien, stod en af kirkegårdens folk allerede klar med spade, sten og urne, kunne vi se. Jeg kunne mærke det i maven. At det var nu.
Et kort sekund var jeg klar til at flygte, for hvis jeg gjorde det, var det ikke virkeligt endnu, men jeg er alt for pragmatisk til den slags virkelighedsflugt, når det kommer til stykket, så jeg fulgtes med de andre op til graven.
Jeg fik lov til at være den, som sænkede Alexanders urne i jorden. Jeg var så bange for, at det skulle være et tilfældigt menneske, som gjorde det, men sådan blev det heldigvis ikke. Det blev hans mor. Sådan skulle det være.
Bagefter blev stenen lagt og den var blevet helt, som vi ønskede den. Vi tændte den røde lanterne og Oline satte den på hjørnet af stenen, sådan som hun ønskede det.
Det blev fint, men også skræmmende virkeligt, at Alexander ikke er her længere. At se hans navn på en gravsten er mere end barskt, men jeg lærer en skønne dag, at leve med det.
Jeg synes det var en frygtelig barsk eftermiddag, men vi kom igennem den og nu er Oline og Kenneth sendt i byen, for at købe juletræ, for sådan et skal der jo også til.
28 kommentarer
Liselotte
22. december 2006 at 08:41Jeg forstår hvad du mener, Fr. Møller. Jeg tror, du har ret. Det gør det ikke nemmere at miste ham, men jeg tror du har ret.
Fr. Møller
22. december 2006 at 01:51Et navn på en gravsten er frygteligt, fordi det om noget gør tabet – definitivt. Men samtidig er det – hvis det er det, man vil – så vigtigt at få stenen sat. For så er den del, der har med selve det praktiske at gøre, overstået, og man har et nyt udgangspunkt at arbejde videre fra. Indtil da går man i en slags vacuum. Jeg har været med til at sætte en urne ned, og det var smukt og rigtigt. Men ændrer ikke ved, at det næsten var bisættelsen og dens følelser én gang til – bare uden “formildende omstændigheder”… Definitivt var det!
I har givet jeres søn en smuk gravskrift! Det er uretfærdigt, at han ikke måtte blive her… Men omvendt blev han vel også – I med – skånet for noget ved, at det gik, som det gjorde. Jeg mener – når det nu ikke kunne være anderledes. Det er svært at sætte ord på – jeg håber, du forstår, hvad jeg mener…
Liselotte
21. december 2006 at 19:54Der er dejligt deroppe, Frederikke, men det er så frygteligt, at se sit barns navn på en gravsten, som du jo desværre også ved. Det er omtrent det værste i verden.
Frederikke
21. december 2006 at 18:52Du har ret: Det er endegyldigt og netop derfor er døden jo så pokkers grotesk… den er nemlig så ganske absolut.
Det ser rigtig hyggelig ud hos Alexander.
Mange tanker.
Tina
21. december 2006 at 11:18Det lyder som om I havde en meget barsk og på samme tid smuk eftermiddag.
Bodil
21. december 2006 at 10:10Det er en smuk sten – og en smuk og meget sigende inskription.
Sender jer alle 3 varme tanker og ønsker om en god jul – trods alt.
Yrsa
21. december 2006 at 10:03Smuk sten og lanterne.
Tænkte meget på jer i går eftermiddags.
Stort kram til jer alle 3 !
Liselotte
21. december 2006 at 08:50Tak, Krebsinden. Ja, det er en fin sten, han har fået :-)
Krebsinden
21. december 2006 at 08:33Sikke en smuk og passende indskrift på hans gravsten.
Mine tanker var med jer igår og det vil de forsat være et stykke tid.
Liselotte
21. december 2006 at 08:18Tak skal du have, Anne :-)
Anne Stange
21. december 2006 at 08:12Varme tanker og knus til jer herfra!
Liselotte
21. december 2006 at 07:24Underligt, men den eftermiddag var så uendelig trist, at den stadig sidder i min krop, men det hjalp, at tage et kig på nogle af sommerens billeder af den glade og grinende Alexander :-)
minni
20. december 2006 at 22:19Underligt at det var i dag ..men jeg har lige tændt et lys og sendt det op til alexander og så læser jeg at det har været idag..ja der er mere mellem himmel og jord..det ser smukt ud og nu må i passe godt på jer ..knus og tanker minni
Alice Ibing
20. december 2006 at 22:06Kære lille familie
Jeg kan kun tilslutte mig de andres ord om indskriften – den er rammende og præcis.
Måske virker dagen endegyldig, men husk på, at bogen ikke slutter her. Det er kun dette ene kapitel. Det næste er I allerede startet med at skrive og også i dette kapitel vil Alexander have en plads…
De kærligste tanker
Alice – mor til englen Anne-Sophie
Katja
20. december 2006 at 20:51Kære alle 3
Har villet skrive til jer flere gange – men det ville så blive en gentagelse af hvad de andre har skrevet. Men i dag må jeg dog skrive: Flot sten I har fået til Alexander og I er heldige at urnen blev sat ned og stenen lagt på – på samme dag. Det var ikke tilfældet da min lillesøster døde (som 23 årig af kræft). Da gik vi med en underlig uro inden i – og ventede på at få besked om at nu var stenen på plads. Det skrevne gør tit at man forstår tingene endeligt. Samtidig må man forholde sig til en anderledes fremtid – men fortiden kan ALDRIG ændres og den kan man tænke på når og hvor man trænger til det.
Jeg vil ønske jer god jul og alt godt for 2007. Tak for at vi må læse med.
Kærlig hilsen Katja
Anne Lindholt Ottosen
20. december 2006 at 20:46Du skriver, så man suges ind i øjeblikket. Hvor er det trist at læse, og hvor er det dejligt at læse, at det blev, som I gerne ville have det.
Liselotte
20. december 2006 at 20:15Måske skulle der have stået “Vores tapreste…”, men jeg har endnu ikke mødt nogen med så meget kraft og mod endnu, så jeg ikke synes, at netop den inskription passede præcist på Alexander.
Det var en frygtelig eftermiddag og vi er stadig mærkede af den. Vi er mere stille, end vi plejer at være. Det var så frygteligt endegyldigt.
Karin
20. december 2006 at 19:58Smuk indskription.
Svær – endegyldig dag.
LoneR
20. december 2006 at 19:57Åhh… Det er så smerteligt og smukt på samme tid.
Jeg ønsker Jer alt det bedste.
KH
LoneR
karen
20. december 2006 at 19:55Så vakkert dere har skrevet på steinen. Gode tanker fra nord.
Donald
20. december 2006 at 19:40Det er en smuk indskrift.
Anette
20. december 2006 at 18:42Jeg synes også, at det er meget smukke ord der står printet ind i Alexanders gravsten.
Bolette
20. december 2006 at 18:25sender et stort varmt virtuelt julehjerte ja hjerte her fra may the force be with u ……..Bolette
Hanne 2
20. december 2006 at 18:06At se gravstenen for foerste gang, var ogsaa for mig, da jeg i sin tid mistede et meget elsket menneske, det vaerste jeg har oplevet i mit liv!
– Mistede fuldstaendigt kontrollen over mig selv, saa jeg kan nemt foelge dig! Jeg savnede saadan, at kunne give et kram…alle minderne blev lige pludselig 1ooooo gange forstaerket! – Alt blev pludselig meget,meget haandgribeligt, da stenen var lagt paa.(Siden, efter foelelserne har lagt sig, holder jeg meget af, at komme der.)
Men I vil blive glade for Alexanders sted…jeg tror, at det vil blive jeres lille fredelige oase , hvor stort og smaat vil blive vendt.
Og Alexander har det godt, hvor han er nu. I laerte ham en masse, og ikke mindst laerte han jer ting, I ikke vidste, uden ham.
Den dejlige dreng…
At han valgte at holde ud og holde ved i saa mange, viser hvor godt han havde det hos jer…men var noedt til at give slip, da organismen var slidt op… jo, han var en sand kriger.
Pernille
20. december 2006 at 17:58Den tapreste kriger er faldet, men han efterlod et uudsletteligt indtryk hos alle der mødte ham.
Endnu en barsk dag i rækken af hvad der sikkert ind imellem kan komme til at føles som uendelig.
Men han er med jer, når Kenneth og Oline kommer slæbende hjem med byens største juletræ og han er med jer for hver kugle I hænger på det – det er jeg sikker på.
Hunløven
20. december 2006 at 17:44Desværre vil det nok altid være virkeligt, at Alexander ikke er her mere. I hvertfald ikke fysisk.
Men det kunne ikke være andre end hans mor eller far, der placerede urnen. Og Oline’s valg med at placere laternen på gravstenen, er så smuk og rørende.
Hun lyser vejen op for hendes bror.
Ja et juletræ hører sig til, jeg er sikker på at Alexander ville være skuffet hvis ikke julen blev fejret på behørig vis.
Claus
20. december 2006 at 17:38‘Den tapreste kriger er faldet’ – Det kan ikke siges smukkere! – Jeg beundrer jeres styrke i denne tid….
Lizelotte
20. december 2006 at 17:38Sidder lige med en klump i halsen og tårer i øjnene.
Jeg fornemmer, at det hele var, som det skulle være – omend det gjorde ondt. Og vejret var endda smukt – fredeligt og klart.
Et navn på en gravsten er rædselsfuldt konkret. Jeg husker, da min gymnasieveninde blev dræbt i en færdselsulykke – det blev først endegyldigt virkeligt for mig, da jeg så hendes gravsten på Nørresundby Kirkegård.
Så jeg kan godt følge, hvor ondt det gør – og dog ikke.
Mange tanker og stort knus herfra