Jeg sidder her med hovedpine, mavepine og kvalme. Jeg har det, mildt sagt, elendigt og er ikke mange sure sild værd. Det går vel over igen og egentlig er det uinteressant, men jeg observerer alligevel, at det første der falder mig ind er, at jeg endelig ikke må smitte Alexander.
Der er godt nok lang vej endnu.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
20 kommentarer
Liselotte
6. januar 2007 at 10:27Tak Bolette og ja, det tager tid. Jeg ved det, for jeg kan stadig savne min elskede farmor, som døde for snart 20 år siden – endda så meget, at det gør ondt. Min far mistede jeg for 3 år siden. Han døde også af kræft og jeg passede ham det sidste stykke tid. Ham savner jeg også frygteligt, men med tanke på de to, så ved jeg, at sorgen og smerten afløses af et savn, som dog trods alt er til at bære og sådan skal det også helst ende med at være, for livet skal trods alt gå videre og helst være noget man både nyder og elsker.
Jeg sørger jo heller ikke konstant. Jeg gør det i små tidslommer, udløst af de underligste ting, men hver eneste gang, kommer jeg jo videre med dagen og endda i godt humør, så jeg synes faktisk, at det er håndterbart:-)
Bolette
6. januar 2007 at 10:12Liselotte go bedring…meget og ja det tager tid …sov lige en lille siesta i går eftermiddags …og drømte i detaljer om min mor blandtandet det var en af de drømme som var meget forvirrende og hvor det afgørende var følelsen var afgørende ik så meget det der skete min grundfølelse i drømme var ansvarlighed og styrke og sorg da hun var syg ( det var i 5 år af kræft inden hun døde ) jeg vågnede med et Z… og var helt væk fra havelågen og grådlabil det tog mig et par timer at finde mig selv…først efter at ha talt med en veninde som også har mistet og min moster og været en tur både i brugsen og i vildmarksbadet og blevet nusset meget af frank …kom jeg lidt tilbage til Bolette …min pointe er at det er 10 år siden til december at hun døde ..og jeg savner hende hver dag…nogle dage så jeg er helt mør men for det meste så den sorg er en del af den jeg er …Den har gjort mig stærkere og klogere og selvstændig jeg fik en enorm frihed da hun døde da jeg havde været den søde datter der passede på hende og var der for hende i de 5 år…og jeg fik et hul indeni som altid vil være der da det var min mor der ik er her mere jeg tænker hvad mon hun ville ha sagt til Frank og huset og ja hvad som helst der sker i mit liv ….Jeg hægter mig fast ved ting jeg har fået af hende exvis min vaskemaskine der døde sidste forår jeg kunne næsten ik slippe …men den kunne ik mere man skal ha prøvet det for at forstå det tar tid men ik linær tid …for mig det kommer i bølger og det er helt ok …Jeg følte det helt underligt første gang jeg havde det sjovt efter men tiden har gjort at jeg har accepteret den del af livet som det er …
may the force be with u
og smukke bedrings tanker til dig
fra Gudme
Bolette
Liselotte
6. januar 2007 at 09:42Men det er jeg ikke så sikker på, at det ikke gør… ;-)
Maltesen
5. januar 2007 at 19:17Det skader ikke at prøve…
Liselotte
5. januar 2007 at 00:03Tak Maltesen, men det er vist nærmest min mave, som er forkølet og den er garanteret ikke glad for whisky i disse dage ;-)
Maltesen
4. januar 2007 at 23:13Jeg har selv kæmpet med en omgang forkølelse siden i søndags – jeps, sad Nytårsaften og var forkølet, hvilket ikke var specielt morsomt. Du kan ikke smitte nogen som helst, når forkølelsen først er gået i udbrud med mindre du står og hoster dem lige ind i hovedet, da forkølelsesvirussen er luftbåren. Muligheden ligger før, mens forkølelsen er i kroppen og ikke er kommet i udbrud, hvilket drejer sig om nogle dage før. Og der bemærker man det ikke. Hvis man mener man smitter hinanden, når man er forkølelet, dækker det over en manglende viden omkring forkølelsen.
Du skal bare drikke en stor kop te og hælde noget skotsk bælle whisky oven i. Så er du på benene inden for et par dage.
God bedring, Liselotte :-)
Liselotte
4. januar 2007 at 19:48Jeg tror du har ret, Alice. Før var der ikke tiden til at være syg, men nu er der pludselig stille og plads, så jeg skranter. Det går vel an, for det forsvinder jo igen :-)
Alice Ibing
4. januar 2007 at 19:40Først var der alt det praktiske omkring Alexanders død og bisættelse. En masse der skulle gøres og tages stilling til uanset om I havde lyst eller ej. Det holdt jer beskæftiget…
Bagefter var huset fuldt af gæster, snak og kaffe der skulle laves… Det holdt jer beskæftiget.
Så kom julen med ting man plejede at gøre og som skulle gøres igen i år. Nye gæster… Det holdt jer beskæftiget…
Nu er der stille og I har måske for første gang tid til at “falde lidt hen” og så tror jeg, at det er meget naturligt at kroppen siger: “Hey, nu er det altså tid til at skrante…” og så bliver man syg. I alle de år I har haft Alexander, har I haft nok at gøre og ens egne sygedage er måske blevet skubbet lidt foran. Nu er der tid til det og samtidig er dit immunforsvar måske svækket pga. det pres, der har været.
Jeg oplevede selv at ryge ind i den værste forkølelse nogensinde 3 uger efter Fies død og jeg har talt med flere andre, der har mistet som har været syge meget oftere end normalt i tiden derefter… Så Liselotte, der er nok ikke andet end at acceptere, at nu skal du have tid til at skrante med alt hvad der dertil hører…
God bedring herfra…
Mange kærlige hilsner
Alice
Liselotte
4. januar 2007 at 15:57Ja, de har gjort indtryk og sat aftryk…
Fr. Møller
4. januar 2007 at 15:32Ja, der er lang vej. Jeg tager mig så tit i at tænke: “Det skal jeg lige huske at fortælle Mona!” Til september er det ti år siden, hun døde…
Anne Stange
4. januar 2007 at 14:40God bedring, dit sølle skrog!
Te er nok godt nok på en dag som denne, men hold da fast, hvor fik jeg bare en voldsom trang til varm cacao, efter at ha’ læst om Østrig…
Krebsinden
4. januar 2007 at 14:39Rigtig god bedring!
Ella
4. januar 2007 at 14:09Rigtig god bedring; Liselotte :-)
Liselotte
4. januar 2007 at 14:03Jeg tager en kop te om et øjeblik. I mangel af Salzburg (jfr. det nye indlæg) kan det vel gøre godt et eller andet sted ;-)
Tina - omme i London
4. januar 2007 at 14:01Jeg kan stadig gribe mig selv i at ville ringe og fortaelle en af mine bedsteforaeldre noget. Det er snart 8 aar siden den sidste doede! Jeg er sikker paa du bliver ved med at inkludere Alexander i dine daglige og praktiske tanker laenge endnu, men jeg synes faktisk det er en dejlig ting. Det holder alle de gode minder levende. Knus til dig.
Lizelotte
4. januar 2007 at 13:53God bedring, Liselotte.
Lise-Lothe
4. januar 2007 at 13:09Hej, all sorg kräver sin tid, har sina berg och dalar. Men när jag läser här så förstår jag att du är duktig på att ta tillvara ljusglimtarna i var dag, även när de är grå och tunga.
Hoppas du mår bättre snart.
Lene
4. januar 2007 at 12:48God bedring Liselotte.Det kan være svært for andre at forstå, hvor meget vi mennesker egentlig “filtrer” sammen, hvor meget af vore vaner og rutiner, der er lagt ind på rygraden, og hvor lang tid det egentlig tager at få ændret dem.
Deborah
4. januar 2007 at 12:41Helt naturligt, det tager sin tid altsammen. Tag en slapper og Rigtig God bedring til dig. Jeg kæmper for at få Julepynten pakket ned, hvilket du jo har gjort.
Moster Tulle
4. januar 2007 at 12:15Det tager tid at hele og den tid må man tage sig og selvfølgelig er der lang vej endnu, det er da kun naturligt, men frygteligt hårdt. God bedring og tanker til dig.