32

Hvem har lyst til at eje…

Måske var det nu, jeg skulle begynde at finde vej gennem moradset af følelser i kølvandet på Alexanders død. Måske var det nu, jeg skulle begynde at ane lyset og glæden ved alting igen, men virkeligheden er en anden.

Det er nu det bliver svært. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men det er virkeligheden, at savnet for alvor er påtrængende og følelserne omkring Alexanders død og tiden inden er så tunge, at de er svære at bære.

Det er ikke sådan hele tiden. Så have livet ikke været til at holde ud, så heldigvis er langt de fleste timer af døgnet stadig fyldt med glæde, grin og hverdag, men der er timer i hvert eneste døgn, som fyldes af smerten ved at have mistet ham.

Måske handler det i virkeligheden om, at chokket er ved at fortage sig. Måske er det fordi, at jeg ikke længere er følelsesløs og jeg endelig forstår. Måske er det fordi tiden nu endelig er inde til at tænke tilbage på tiden inden. Den tid, som var så barsk, at jeg så inderligt ville ønske, at den ikke var en del af vores liv sammen.

Det gør frygteligt ondt at tænke på, at den sidste tid vi havde sammen, var præget af en livskvalitet, som ikke var i orden. Det gør så ondt at vide, at Alexander døde med tryksår flere steder på kroppen, end jeg har lyst til at tælle og det smerter at vide, at vi ikke var i stand til at hjælpe ham mere end vi gjorde.

Jeg ved, med min fornuft, at vi gjorde alt hvad der stod i vores magt, for at ændre hans livsbetingelser, men det gør stadig frygteligt ondt.

Gid det her kunne afleveres et sted, hvor de ville tage imod og beholde, så jeg ikke længere behøvede være den, som bærer. Det er alt for tungt, men ingen vil kendes ved det og jeg forstår dem så inderligt godt, men det er ikke mit og jeg vil ikke have det.

Du vil sikkert også kunne lide