Tid

I dag er oprydningsdag. Vi går langsomt i gang med at omfordele og reorganisere. Livet efter Alexander kræver store forandringer både fysisk og psykisk.

Den del, som har omhandlet de følelsesmæssige forandringer, har fået lov til at fylde tiden. Det har været den del, som har været mest påtrængende og vi bor i et stort hus, så den fysiske del, har ikke været noget, vi har behøvet forholde os til.

Alexanders værelse står stadig, som den dag han blev indlagt på sygehuset. Bortset fra hjælpemidlerne, som blev fjernet allerede 2 dage efter hans død, står alt uforandret. Hans tøj ligger stadig på hylderne og dufter endnu af ham, hans ting står stadig, som de gjorde inden. Hans lys i loftet hænger stadig, så vi render ind i dem, hver eneste gang, vi går gennem rummet. Det har været sådan, det skulle være og vi har ikke været klar før nu.

Måske er vi heller ikke klar nu, men vi tror det. Vi har besluttet, at der skal ryddes op og vi har besluttet, at hans værelse skal anvendes til Kenneths musik, for det var hvad de to nød sammen. De elskede begge, at lytte til musik. De byggede højtalere sammen. De afprøvede forskellige lyttekonstruktioner sammen. De havde en fælles interesse i musikken, så det er oplagt, at lade Alexanders gamle værelse genlyde af noget af hans yndlingsmusik.

Det er et stort rum. Formentlig er det større end mange danske stuer, så der er plads til at lave en form for arbejdsværelse derinde. Kenneth sidder ofte og hygger sig med at renovere sit gamle elektronik. Han lodder, afprøver og regerer og rummet er så stort, så der midt i det kan stå vores gamle, enorme Børge Mogensen spisebord, som ellers kræver enormt meget plads og derfor har henlevet en tilsidesat tilværelse med nedslåede klapper de sidste mange år.

Vi tror det bliver godt. Vi tror faktisk det bliver rigtigt godt. Jeg har fundet gamle billeder frem. Jeg kunne godt.

Alexander og Oline bager heksekager, sommeren 2000

Vi har haft det alt for svært med billeder af Alexander. Vi kunne ikke se et eneste, uden at tårerne kom. Nu er vi vist ved at være klar.

Vi har ikke mange billeder hængende af vores børn. Vi er ikke til de traditionelle vægge med børneportrætter, men vi er enige om, at Alexander skal på væggene. Ikke som et forsøg på at etablere et alter eller noget der ligner, men som en hyldest til livsglæde trods hårde odds, så selvfølgelig skal der findes billeder, som kan hænge, hvor vi finder det passende.

Det bliver en dejlig opgave, som nok skal trække en tåre eller to, men det er i orden. Sådan skal det også være, når man savner.

Allerførst venter en større oprydning forude og det eneste jeg gør, er at trække tiden.