Indre by, tirsdag eftermiddag

I Grønnegangen ligger Villa Rosa. Stilhed er der ingen af for øjeblikket, hvor de i nabogården har været ved at anlægge nye parkeringspladser siden september. De er langt fra færdige, så jeg booker ikke værelse i villaen.

Det så nu heller ikke ud til, at der var overbelagt på byens mindste hotel. En Jaguar havde fundet plads foran huset, men ellers var der øde bortset fra rengøringen på 1. sal.

Naboerne mangler parkeringspladser, men som sædvanlig anlægges de til private og det er ikke blevet mindre svært at finde plads i den indre by. Sådan er det vist i de fleste større byer, hvor alle vi bilister insisterer på, at vi skal have køretøjet med til døren.

Henne om hjørnet, lidt oppe af Jerbanegade, rækkes der tunge.

På facaden af et nybyggeri hænger denne skulptur. Måske er den inspireret af vores tidligere storkøbmand, Jens Bang, som lod sit hus dekorere med ansigter, som rakte tunge af byrådet på den anden side af gaden. Han var sur over aldrig at blive inviteret som medlem.

Denne her rækker tunge af Aalborg teater. Gad vide hvorfor?

Ikke langt fra tungen, nede i Sankelmarksgade, ligger et hus, som af årsager jeg ikke kan forklare, taler til mig. Jeg finder det charmerende på sin egen slidt og en anelse skæve måde.

Jeg synes det ser hyggeligt ud. Jeg tror, at lejlighederne er små, hyggelige og en anelse mørke, men trygge. Jeg ser en anden tid, når jeg kigger på huset. På kvisten er der garanteret fugtigt med evindelig træk og alligevel er jeg en smule forelsket.

Over porten hænger en smuk hestesko. Måske var her engang smedie. Måske var her stald og heste. Måske hænger hesteskoen her bare for lykkens skyld, for det er sikkert ingen spøg, at bo i nummer tretten.

Jeg kan så godt lide præcis det hus. Underligt, som man forelsker sig.