18

Opfølgning

I går, midt i aftensmaden, blev jeg ringet op af Britta. Britta var en af de sygeplejersker, som var hos os den uge, Alexander lå på intensiv.

Britta ringede for at høre, hvordan det gik med os. Var vi kommet fornuftigt i vej? Var vi afklarede? Havde vi stadig ting, som efterlod store gabende spørgsmål, som måske kunne besvares af dem, så vi kunne komme videre?

De kalder det opfølgning. Det er så seriøst og omsorgsfuldt, så jeg er ganske målløs, for det er ikke tid man har mest af, når man arbejder på intensiv. Det er ikke fordi, man ikke ved, hvad tiden skal gå med. Jeg så det selv, da vi var indlagt. Der er ikke mange pauser i løbet af en arbejdsdag, men der er til gengæld aftale om, at der altid er tid til en opfølgning hos de efterladte. Det er stort og flot og det er rart, når man er en af de efterladte.

Det var ikke en fortravlet opringning. Det var en oprigtigt interesseret menneske, som ringede til os i går. Hun havde tiden og evnen til at lytte. Hun spurgte om de helt rigtige ting og hun formåede, at hjælpe mig til at sætte ord på nogle af de ting, vi tumler med. Vi snakkede måske ikke så meget forløb, for vil vi gerne det, kan vi bare ringe på afdelingen og bede om en samtale. Har vi behov, kan vi endda bede lægen deltage. Det er fantastisk, at de bagefter giver sig tid til den slags. Jeg er meget taknemmelig.

Vi snakkede vel i grunden mere om tiden efter Alexanders død. Om det at komme videre og lidt om hvordan man gør det. Vi snakkede om tiden, som er essentiel og langstrakt. Vi snakkede om de følelser, som ikke er kontrollerbare og om de mange gange, hvor vi må erkende, at det ikke er eller bliver let, at mangle et så stort og vigtigt menneske i vores midte. Vi snakkede lidt om Oline, om os og om det at miste og siden finde vej.

Ind imellem blev jeg dybt berørt. Jeg holder meget af Britta og alene at høre hendes stemme var nok til, at erindringer om hendes nænsomme hænder, som flyttede slanger og rettede puder løb forbi mit indre øje, men det var på forunderlig vis også den dejligste oplevelse jeg har haft længe, for hun blev en beskræftigelse på, at nogen, ud over os selv, faktisk anerkender, at Alexander var her, gennemlevede sine sidste dage i en hospitalsseng og døde på grund af omstændigheder, som kunne have været anderledes, hvis ikke han havde manglet sine hjælpemidler. Det sidste gjorde en fantastisk forskel, kan jeg mærke denne morgen. Han blev set. Det er vigtigt for mig.

Du vil sikkert også kunne lide