Forvirringen er total

Jeg har en søster, som med skjulte talenter formår, at ende med enhver fjernbetjening i hendes umiddelbare nærhed. Det er ligegyldigt, om det er en, hun har en mere eller mindre grundlovsikret ret til. Den ender altid i hendes hænder og i ekstreme situationer hendes lommer.

Hun zapper. Hun er i hvert fald vanvittig god til at skifte jævnt mellem en 3-4-5 programmer uden på nogen måde at virke forvirret. Dette er til gengæld ikke tilfældet for hendes omgivelser. Dem efterlader hun i en tilstand af epilepsilignende anfald af forvirret og kaotisk verdensopfattelse, mens de undrende spørger sig selv, hvad der ramte dem.

I aften er ingen undtagelse. Vi sidder stadig midt mellem krabbefiskeri i Alaska, en dyrlæges oplevelser i det sydlige USA, en gammel film på DR1 og en politisk diskussion, som jeg endnu ikke har fundet hoved eller hale i. Det sidste behøver selvfølgelig ikke være søsterens skyld, men hun gør det i hvert fald ikke nemmere.

Jeg har opgivet sammenhængen. Jeg tager brudstykker ind, skaber min egen virkelighed og husker, at det også er betaling for, at have hende tæt ved. Det er i orden. Jeg kan lide, at hun sidder lige her, ved siden af mig.