Dukkehuset

For godt tre år siden, besluttede Oline og jeg, at vi sagtens kunne bygge et dukkehus. Vi gik i gang og havde meget sjov med projektet, som interesseret blev fulgt af min far, efterhånden som det skred frem.

Dukkehuset tog form og vi kunne se, at det ville ende med at blive fantastisk, men mens vi var godt i gang, blev far alvorligt syg og endte i sidste ende med ikke at overleve sin kræftsygdom. I den sidste tid, fandt han stor fornøjelse i, at følge med på sidelinjen, når vi var i gang med byggeriet og derfor endte det med, at det blev et fælles projekt mellem os tre. Noget, som gav anledning til hyggeligt samvær, som i den tid var svært at fremmane.

Bagefter, stillede vi huset væk, fordi det mindede os om tiden op til fars død. Vi tog det frem for et par år siden og måtte konstatere, at det aldrig nogensinde ville blive anderledes for os. Det var ingen fornøjelse, at bygge videre. Vi satte det tilbage på toppen af det skab, hvor det havde tilbragt det forgående år.

Forleden forærede vi det til Emma, som sammen med sin mor skal prøve at forvandle det til den drøm hun har om et lyserødt dukkehus. Jeg håber de får fornøjelse af det, ligesom vi havde i en tid.

Vi byggede huset, men vi havde lige så stor fornøjelse af at bygge møbler til det. Vi hentede inspiration mange steder og gik i gang med krum hals. Vi byggede borde, stole, sofaer og alt der imellem, for det var sjovt og Oline kunne sagtens male alle delene bagefter.

Jeg rydder op i mine gemmer for øjeblikket og jeg er faldet over en kæmpestor kasse med færdige møbler, småting, som skulle pynte her og der og så en stak endnu ufærdige møbler. Jeg tror, at de kalder på et hus.

Om et stykke tid, vil jeg finde mig et hus, som kunne være sjovt at bygge. Jeg elsker dukkehuse og Oline ligeså, så vi kan med sikkerhed stadig få timer til at gå, med at planlægge, lime, slibe og male.