Alting er nyt

Udelivet trækker, men der er bagdele ved solskin. Det bliver pinligt klart, at mine vinduer trænger grusomt til en pudsning. Jeg gider absolut ikke.

Fire lag glas og de 2 af dem små buede ruder. Jeg nægter at brug en søndag på det. I hvert fald bliver det ikke denne søndag. Jeg er brugt op for i dag. At ruderne er både plettede og vejret udenfor knapt så lyst, som virkeligheden gør ingenting. Jeg kan sagtens leve med det.

Planterne indenfor fik en sjat vand efter jeg havde tilbragt timerne ude i haven.  Det var den sidste rest overskud, som havnede i dem. Nu gider jeg absolut ikke mere i dag, som har været så anderledes end de første forårsdage de forgående år.

Det er en underlig fornemmelse bare at kunne trække udenfor. Det krævede en rask beslutning og ikke mere. Tidligere krævede det væsentlig mere varme og en del forberedelser, for så skulle Alexander med ud og det var vigtigt, at han ikke sad og blev kold. Han skulle også underholdes undervejs og have hjælp til praktiske ting, men denne eftermiddag har været min. Jeg har kunnet gøre det, jeg havde lyst til. Jeg behøvede ikke tage hensyn til andre end mig selv.

Jeg savner Alexander hver eneste dag. Der går ikke én dag uden han er i mine tanker mange gange, men dagen i dag har været at tage endnu et skridt ud i en verden, som ser markant anderledes ud end tidligere. Jeg savner ham frygteligt, men dagen i dag var min og min alene og det var faktisk dejligt.

Normalt ville forberedelserne til aftensmaden vente nu. Efter en lang dag udenfor, er det eneste jeg ikke orker, at lave mad lige nu og her. Det behøver jeg heller ikke. Jeg kan tage mine nyerhvervede magasiner med ind i solen i stuen, hvor jeg kan sætte mig i sofaen, slappe af og meddele resten af familien, at aftenens menu står på rugbrød smurt af den, der er sulten.

Det er ren luksus, når det ikke skal være anderledes.