Vi rendte af gårde…

Vi rendte af gårde, gjorde vi. Ind til Kronen, for at proviantere og det var slet ikke så ringe endda. En god kaffe til kanden og lidt ny te til udvalget.

Jeg skal nok ikke servere det for Ella på søndag, men lad os nu se. Hun kan jo stikke næsen i dåserne, inden hun bestemmer sig…

Efter turen i Kronen var Kenneth forsvundet ind i Stereo Studio inden jeg overhovedet havde fundet hanken på den nye pose. Det var i orden med mig, men jeg ved af erfaring, at den slags kan tage lang tid, så jeg fouragerede lidt langs Algade. Efter et stykke tid gad jeg ikke mere, så jeg vendte tilbage til butikken, hvor jeg fandt Kenneth travlt optaget af ny musik. Jeg gad ikke, så jeg gik i afdelingen for film.

Jeg fandt Belle Epoque og Almodovars Kvinder på randen af nervøst sammenbrud og følte mig allerede godt ekviperet, da jeg pludselig faldt over de to film, som jeg gennem flere år har ønsket at gense og ikke mindst eje for altid, nemlig filmatiseringen af Marcel Pagnols barndomsskildringer, Min Fars Store Dag og Min Mors Slot. Alle filmene blev mine for 200 runde kroner, så jeg synes ærlig talt, at jeg gjorde gode køb derinde. Bedre end dem Kenneth kunne prale af, men sådan er smag og behag så forskellig.

Jeg hjemtog desuden fire Dronning Ingrid pelargonier, en julete udenfor nummer, en stor kasse jordbær, som vil klæde chokoladekagen vi skal have på søndag og en bunke andre nødvendigheder og bagefter rundede vi Kennedy Arkaden, for at hente Oline, som ikke ville kendes ved os. I Storkøb måtte vi love, at vi ikke talte til hende, for ingen måtte vide, at vi er hendes forældre. Det er svært ikke at grine og det er umenneskeligt fristende, at begynde at synge, danse og pege fingre, mens man råber “hun er min… min… min”, men vi holdt os i skindet og lod os ikke mærke med, at vi er degraderet til usynlighed.

På vej hjem besluttede vi, at vi ikke gad lave mad. Oline ville på Jensens Bøfhus. Jeg troede hun blev kureret, da jeg bad hende ringe og bestille bord, men udsigten var for fristende og hun ringede uden at tøve og klarede det flot, men det hjalp ikke det mindste, for alt var optaget.

Nu sidder vi så her og er dårlige af overspisning, fordi det færdigkøbte, vi alligevel fandt, smagte alt for godt. De er nu dygtige nede hos Nanking i Sjællandsgade og i en snæver vending er de ikke nogen ringe erstatning for Kenneths kogekunst.