Hvem kopierer?

Nu skal jeg jo ærlig indrømme, at jeg ikke ligefrem har været den mest trofaste seer, når Forbrydelsen er løbet over skærmen. Meget hurtigt kom den til at kede mig, selvom mange af personlighederne i serien var skruet interessant sammen, men… for der er naturligvis et men, Sarah Lund er jo, i en del af afsnittene, iført en strik, som siden er gået hen og blevet mere end almindeligt populær.

Sweateren er designet af de færøske designere Gudrun & Gudrun, som mener sig berettiget til eneret på en strikmodel, som jeg genkender fra min allertidligste barndom.

Jeg husker nemlig tydeligt den sweater, som Jacob bar og som netop var forvasket til mindre klædelig slimline, fordi moderen tog lidt let på vaskemaskinens ellers fortræffelige evne til at skelne mellem uld og bomuld. Den lignede til forveksling, men nu har Gudrun & Gudrun altså anlagt sag mod flere strikkebutikker, som har formastet sig til at designe, eller genoptrykke mønstre, som ligner Jacobs trøje.

• Vi kan ikke acceptere, at der er nogen, der vil gøre en forretning ud af at misbruge vores produkt. Det er det, nogle strikkeforretninger er i gang med at gøre, siger Gudrun Rogvadottir, der er den ene halvdel af designerduoen, mens Gudrun & Gudrun langer advokatkonfirmerede forbudshenstillinger ud til både højre og venstre.

Gudrun & Gudruns sweater koster 2400 kroner, men så er den også håndstrikket af færøske strikkekoner. Den kan sagtens strikkes for meget mindre og det er vel det, mange rigtig gerne vil. Det er nemlig ikke stor kunst, at strikke en sweater af den type. Heller ikke en med stjernemønster og raglanærmer, som er et helt igennem klassisk mønster, som har eksisteret de sidste mange hundrede år.

Gudrun & Gudrun er ikke kun bekymrede for den tabte indtjening, men mener også, at kopierne kan skabe en negativ markedsføringsværdi, fordi de er dårligere og grimmere end den originale.

• Så kan folk på gaden tænke, nå, den så ret fed ud på fjernsyn, men det er den godt nok ikke i virkeligheden, siger Gudrun Rogvadottir.

Pesonligt synes jeg, at de skal passe på med at agere smagsdommere og smag og behag er heldigvis forskellig.

Det jeg ikke forstår er, at designduoen synes, at det er en sag for advokater, at nogle strikkeforretninger tilbyder opskrifter, som ligner, for helt ærligt så er det altså ikke stor kunst designduoen har begået, men gammelt håndværk, som de fleste strikkere mestrer til bevidstløshed og man kunne jo også vælge at se kopierne som en cadeau til egne fortræffeligheder og talent for at ramme en nerve.

Handler det alligevel om tabt fortjeneste og er deres produkt ikke 2400 kroner værd, skal de nok ikke kigge ud i verden, men ind i egne rækker, tænker jeg stille.