Brødudsalg i Krakow

Overalt i Krakow kunne der købes brød. Ikke fordi vi så bagere allevegne, men fordi der med ganske få meters mellemrum stod/sad/skrævede en kvinde eller mand med foden under egen dej.

Langt de fleste af brødsælgerne, var ganske almindelige koner, som måske endog selv havde været tidligt oppe, for at bage brødene, inden de falbød varerne på alle gader og stræder.

Brødsælgersken her mødte vi hver eneste dag. Hun sad på den lille klapstol fra tidlig morgen til sen aften.

Man kunne købe en snorfuld kommensbrød. Små, seje brødringe bagt med kommen og i passende stykker af en mundfuld hver, trukket på snor, men der var også alskens anden brød. Brødringene var tydeligvist dem, som var mest populære. Alle, fra høj til lav, trak brødringe af snor, for at nyde dem, mens de travede gennem byen.

Ind imellem var der entreprenører, som havde fået foden under eget hjulmonterede brødudsalg. Vognene havde allesammen den samme farve, så de var nemme at kende, når man så dem på lang afstand.

Åh, hvor han dog blev sur…

Ham her syntes, at han ville have penge for at lade mig fotografere vognen. Det syntes jeg så ikke var fortjent, så vi skiltes ikke i ubetinget enighed, men sådan er der så meget her i livet, som ind imellem kræver en kamelslugning.

Faktisk så jeg ham overfuse adskillige turister de efterfølgende dage. Måske han skulle overveje, om han vil stå på den plads, som netop gennem den konstante strøm af turister, sikrer ham den bedst mulige indtjening – og dermed også chancen for at ende som yndet fotomotiv, eller et mindre eksponeret gadehjørne i den anden ende af byen, men sådan er der jo så meget her i livet, som har omkostninger, man ikke overvejer i første omgang.

Havde han været en smule venligere, havde han solgt mig en snorfuld brød, for jeg var vild med dem. Måske jeg snart skulle bage en omgang kommenskringler…