Dahliafryd

Jeg tog en stille morgentur i haven, mens huset stadig var stille. Nede i staudebedet er Dalia begyndt at stikke blomsterhovederne oven vande, så nu er der igen kulører at beundre.

Jeg synes de alle er smukke, men specielt den ene hvide Dahlia er imponerende alene på grund af sin agressive vækst. Busken er ved at være 1½ meter høj og sender den ene smukke, hvide blomst i æteren efter den anden.

Jeg tager dem lige så rask, som de er klar. Jo flere man klipper, jo flere får man. Jeg er god til at huske at hente dem, når de er i en stand, som gør dem pynteegnede og specielt den hvide har allerede givet masser af buketter.

Blomsterhovederne er store og smukke og regner det, bliver de så tunge af vand, at de ind imellem knækker, så de gør meget større gavn indenfor. I hvert fald nogle af dem, for i virkeligheden holder jeg meget af, at de står som små farveklatter nede i det bed, som ellers allerede er ved at være afblomstret.

Lige nu er der til gengæld ved at være et bredt udvalg af knoldene, som er i blomst og der kommer endnu flere indenfor kort tid.

Jeg elsker mine Dahlia og ved allerede nu, at der skal flere pompom og flere orange og pink nuancer til, når jeg næste år skal supplere dem jeg allerede har, for man kan jo ikke få for mange. Nej. Det kan man ikke.