Vi har gjort noget, som har taget os alt for lang tid. Vi har været oppe hos mor. Vi var inviteret på aftensmad. Hun bor på anden sal. Det er forklaringen på, at jeg ikke kan huske, hvornår vi sidst spiste deroppe.
I de elleve år vi har boet herovre, har det kun været et fåtal af gange, at vi har været hos mor. Alexander var ikke nem at få på anden sal. Ind imellem gjorde vi det, men det blev sjældnere og sjældnere efterhånden som han voksede sig større.
Hjernen er en sjov fætter at være ven med, for den holder fast i mønstre, som egentlig forlængst kunne være ændret. Ingen af os medtænker muligheden for at komme forbi, spise deroppe eller i det hele taget være der i stedet for her. Det ligger så dybt i os alle, at det ikke rigtigt lader sig gøre, at vi glemmer, at sådan er det ikke længere.
I dag har vi spist stuvede spidskål, nye kartofler og frikadeller hos mor på anden sal. Bagefter var der kaffe og gammeldags æblekage med søde makroner og rigeligt flødeskum. Det hele smagte pragtfuldt, men allerbedst var det, at vi hyggede os dejligt og allesammen var i stand til bare at nyde, at vi nu var der og ikke her. Det bliver ikke sidste gang.
Vi skal øve os lidt endnu, inden muligheden for besøg deroppe bundfældes, men nu er vi da på vej. Sikke en tid det tog.
10 kommentarer
Liselotte
23. august 2007 at 18:18Tak Irene – det gjorde godt :-)
Irene
23. august 2007 at 18:17Knus! Bare lige …
Liselotte
23. august 2007 at 16:35Livet er en lang overraskelse og som sådan betragtet, kan man enten lade sig skræmme eller begynde at glæde sig. Jeg vælger altid at gøre det sidste :-)
yt
23. august 2007 at 10:20Jeg tilslutter mig også til Henriettes ord. I må være lavet af noget ganske særligt, du får det til at lyde så let at kommer vidre i livet
selvom vi udmærket godt ved at det er det ikke. Hvor må dette besøg have betydet meget for din mor også.
Madame
23. august 2007 at 09:11Jeg vil også tilslutte mig Henriettes ord – det er så fint formuleret. Man skal jo, som du gør, se muligheder i stedet for begrænsninger!
Johanne
23. august 2007 at 09:02Jeg kan ikke udtrykke noget bedre, end HenrietteB allerede har gjort det. Jeg sidder her – mundlam og fuld af beundring. Tænker samtidig på, hvordan det må have været for din mor.
Så jeg har egentlig ikke noget at tilføje andet end beundring og et velfortjent knus.
Deborah
23. august 2007 at 08:26Nej hvor lyder det dejligt! Kan kun til fulde tilslutte mig Henriettes ord, om jeres evner udi at få det bedste ud af enhver situation. Det er rigtig dejligt, at I trods jeres store tab kan det og efter min mening måden at gøre det på!
Er sikker på din mor NØD at få lov at varte jer op og have gæster hos sig! Det vil man jo gerne også! Uhm stuvet kål, det være sig spids el. hvid og frikadeller, er en herreret, og også en livret her!!
Sister Bonde
23. august 2007 at 06:57Altid dejligt at komme på besøg hos sin mor, og især at få stuvede hvidkål (var det hos os) og frikadeller. Det er den dag i dag min ynglingsret.
Liselotte
22. august 2007 at 22:18Tak for de smukke ord, Henriette, men vi gør vel bare det alle ville gøre; lever videre. Det er ikke noget valg, men en nødvendighed og livet er jo stadig skønt og fyldt med gode, varmhjertede og dejlige mennesker og skønne overraskelser. Heldigvis :-)
HenrietteB
22. august 2007 at 21:49Bedre sent end aldrig!
Liselotte, jeg er fuld af beundring over jeres evne til at håndtere forandringer i livet, til at se muligheder i stedet for begrænsninger.
Jeg tror ganske enkelt, du og din familie er naturtalenter hvad angår at leve, hvadenten så livet byder jer sorger eller glæder, og det er en stor inspiration at få lov at følge med i jeres liv.
Tak for det!