I dag blev jeg mødt af en kollega, som spurgte mig, hvordan jeg i grunden går rundt og har det. Det spørgsmål blev udgangspunkt for en rigtig god snak om sorg, tiden efter og alt det, som ingen ved, men mange tror.
Det var dejligt, at hun spurgte. Det var en omsorg, som udsprang af oprigtig interesse, og omsorg af den slags kan ingen få for meget af. Samtalen endte ud i en snak omkring det at miste og tiden efter, som kan være lang og sej at komme igennem. Vi nåede langt omkring og samtalen kredsede selvfølgelig om Alexander og tiden efter, som stadig bærer præg af vores tab.
Efter samtalen gik det op for mig, at det er utroligt dejligt med den form for anerkendelse. At det er rart, at der er nogen derude, som stadig er bevidste om, at det endnu er et sår, som bløder. At der er lang tid endnu, inden det er helet og at der er brug for, at jeg får den tid det tager. At der er nogen, som stadig husker, at jeg har dage, hvor alting bliver ligegyldigt, tårerne kun er et sekund væk og min hud er tynd, som gammelt pergament.
Jeg har en hjerteven, som sidder langt væk, men hun sender mig små, varme hilsener i ny og næ. De gør akkurat det samme; anerkender at sorgen stadig bor i mit hus. Der er ikke ynk eller klynk i dem, men bare en stille tilkendegivelse af, at hun ved, at der stadig er tidspunkter, hvor det er svært at være mig og min lille familie. At hun er der – næsten lige ved siden af – og ved det.
Det betyder så uendeligt meget for mig. Tusinde tak, Irene.
18 kommentarer
Liselotte
29. august 2007 at 17:21Tina, du VAR røget i spamfilteret. Jeg undskylder og GLÆDER mig til det knus :-)
Liselotte
29. august 2007 at 17:19Madame, dem kender jeg også. De er såmænd ligegyldige, men de som tør, de gør godt :-)
Tina - omme i London
29. august 2007 at 15:12Sig mig – er jeg blevet usynlig eller er jeg bare faldet i spamfilteret? Maaske det er CENSUR!!! :o)
Tina - omme i London
29. august 2007 at 13:53Liselotte, jeg har saadan gaaet og taenkt paa at jeg ikke fik givet dig det knus jeg havde paa lager til dig. Jo, du fik et knus, men ikke lige praecis det jeg havde tiltaenkt dig for laenge siden. Jeg holder det paa lager til naeste gang og sender et cyberknus ((((((((((((((((((Liselotte))))))))))))))))))))) i stedet.
Madame
29. august 2007 at 09:52Jeg er så glad for at læse, at du har en kollega, der tør spørge, hvordan du har det. Jeg kender selv til efter tab, at folk vender sig om og går den anden vej, når de møder en, for at blive fri for den svære samtale.
Irene
28. august 2007 at 23:16Tak. Kærlig hilsen.
Liselotte
28. august 2007 at 22:46Ja, det er godt at blive anerkendt – og det uanset på hvilken måde. Det er så vigtigt at blive set, for alle mennesker.
At vælge det positive er netop ikke ensbetydende med, at det så er sådan hele tiden, men det handler om at ville det gode. Det vil vi og derfor lykkes det :-)
kokken på blokken
28. august 2007 at 22:34Det må være så svært og det er så flot at du deler dine tanker med os – og du har ret du er livsduelig så selvfølgelig vil det lykkes for jer at forliges med Alexanders sidste tid selvom det er svært for jer! I klarer det så flot og jeg er dybt imponeret over dig og din familie!
Lene
28. august 2007 at 22:30Hvor er jeg glad for at din kollega spurgte, Liselotte, og du beskriver så godt hvorfor det er godt at spørge.
AT man vælger den positive tilgang til livet er ikke det samme som at alt er lyserødt og godt.
Liselotte
28. august 2007 at 22:15Der har været allerflest glæder ved at være forældre til Alexander. Allerflest! Faktisk overvældende mange :-)
Der har også været store sorger og frustrationer, men de var heldigvis ikke bundet op på Alexander, men hans omgivelser. Hans sidste tid blev trist og til sidst ikke værdig. Det gør ondt. Det var ikke rimeligt, at hans liv skulle ende på den måde og det er netop den del af hans historie, som vi kæmper med at forliges med. Det skal nok lykkes en dag.
Lisbeth
28. august 2007 at 22:11Ja, du er livsduelig og fantastisk og inspirerende at følge. Sorgen er en del af dig og dine nærmeste resten af livet, men heldigvis blokerer den ikke for din livsglæde. Den giver måske mere perspektiv og dybde?
Der er et kinesisk ordsprog som lyder: Jeg kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over mit hoved, men jeg kan forhindre dem i at bygge rede i mit hår.
De ord har jeg tænkt på de stunder, der var sortest. For de antyder, at man selv er med til at styre, hvordan ens liv bliver, og hvordan man lever med først sorgen ved at få et handicappet barn, og dernæst sorgen ved at miste. Der har heldigvis også været mange glæder og sejrer for jer ved at være forældre til Alexander, og det er gode minder at have.
Jeg har også tænkt for ganske nyligt, at det jo ikke engang er et år siden i mistede ham. Jeg genlæste dine notater om det sidste halve år med glæder og bekymringer med ham og blev så harm over de betingelser, I var budt. Der tænker jeg på situationen med kørestol og manglende lydhørhed fra kommunen. Det er mageløst og ufatteligt, hvad I blev budt.
Mange varme hilsner, knus og tanker fra Lisbeth
Liselotte
28. august 2007 at 21:33Jeg har det fint indeni og udenpå. Jeg har flest af de dejlige dage, som jeg heldigvis altid har haft, men der er også dage, hvor jeg er ked af det. Selvfølgelig er der det. Sådan er og skal det være.
Det vigtige for mig er, at der er mennesker omkring mig, som anerkender, at en sorg ikke er forsvundet efter nogle måneder. At den er og vedbliver at være min livsledsager og at såret stadig er friskt.
Jeg er livsduelig. Jeg skal nok klare mig, men jeg har det dejligt med, at der er mennesker omkring mig, som husker den jeg er, og det der har gjort mig til den jeg er :-)
Britta Thomsen
28. august 2007 at 21:01Det var dog pudsigt. Jeg har netop i dag gået og tænkt på, hvordan du egentlig har det indeni, nu da det nærmer sig et år siden jeres store tab. Det er jo ikke til at se på din blog, for den er for det meste lys og lystig, med den humor du også besider. Godt at vide, at nogle af dem der er tæt på dig, stadig er der for dig, når der er brug for at få lettet hjertet.
Johanne
28. august 2007 at 20:53Det som gør mig glad at erfare – lige nu. Det er at konstatere, der er et menneske, som har spurgt til, hvordan du har det.
Mennesker glemmer (eller lader som om de har glemt). De TØR ikke spørge, fordi de ikke ved, hvad svaret vil bringe med sig.
Og det er en eneste stor misforståelse…
Det er så vigtigt, vi alle husker selv at spørge…fordi den som bærer på sorg el. andre store vanskeligheder, hun vil sjældent begynde at fortælle selv.
At spørge er lindring for den sørgende…
At I arbejder meget flot med sorgen, som en familie, det har andre så rigtigt sagt, og selvfølgelig kan jeg kun tilslutte mig.
Knus til dig – og også til det medmenneske, som har spurgt til dig i dag.
et cetera
28. august 2007 at 20:28Man kommer aldrig over det – men måske kan man en dag sige at man er kommet igennem – at livet stadig kan leves og leves godt. Jeg synes I klarer det fantastisk, men dét er jo så nemt og omkostningsfrit at sige – hvad jeg mener ér nok snarere at I prøver at holde fast i alt hvad der er godt og smukt og rigtigt i livet og at det ser ud som om I lykkes rigtig godt med dét – og Alexanders minde kan næppe æres på en bedre måde …
Vida de Praia
28. august 2007 at 20:25En dejlig fornemmelse, ikke at blive glemt bare fordi tiden går.
Liselotte
28. august 2007 at 20:16Den er i hvert fald med og du har ret, den fylder bestemt ikke lige meget hver dag :-)
Charlotte
28. august 2007 at 19:36Hjertevenner er guld værd… Sorg er en træls følgesvend at ha, nogle dage går den ved siden af en, blokkerer nærmest ens vej frem, og andre dage går den bag en og gør sig ikke så bemærket – men den er der…