Kvindeliv

For nogle uger siden tog jeg en uge med intensiv søvnmangel. Det var nødvendigt af grunde, jeg har svært ved at gennemskue, men jeg faldt ind i Flying: Confessions of a Free Woman; en rejse til, for og med kvinder, kameraført og delvist fortalt af Jennifer Fox. Det viste sig at være en serie, som blev sendt meget sent hver aften på DR2 i seks, på hinanden følgende, dage.

Det var seks timers langsomt tv, hvor jeg blev indviet i kvindeliv overalt på kloden.

Det var seks timers tænderskærende udstilling af en grænseløs selvoptagethed kombineret med sårbarhed, aborter, sex, orgasmer, mænd, ønsket om børn, karriere eller ej og kvinder af næsten enhver tænkelig hudfarve, som delte hemmeligheder med Jennifer. Det var et forsøg på at indkredse, hvordan et kvindeliv i det 21. århundrede tager sig ud.

Jeg lod mig lynhurtigt besnære af formen. Jennifer fortalte selv om alt i sit liv. Der var ingen grænser, ingen hemmeligheder, som ikke blev delt. Hun er succesfuld filminstruktør midt i fyrrerne og bosiddende i en fantastisk taglejlighed i New York. Hun har en schweizisk kæreste, en afrikansk (gift) elsker (med kærestens tilsyneladende velsignelse) og lever et liv, som slet ikke ligner mit og alligevel betog hun mig og skabte genklang og en følelse af genkendelighed.

Jeg blev fanget af hendes evne til at formidle intimt. Hun havde valgt en form, hvor hun hele tiden og meget uhøjtideligt, lod kameraet skifte hænder, så der kun var fokus på den person, som havde ordet. Det skabte en følelse af at være til stede, at sidde midt i begivenhedernes centrum. Det gav mig lyst til at deltage og bidrage og det gjorde mig, som aftenerne skred frem, både rasende, grådlabil og irriteret på denne dumme, naive og alligevel kloge kvinde, som slet ikke kan finde ud af sit liv.

Udsendelsernes form var en stærk, personlig dagbog, et kig ind, hvor jeg normalt aldrig får lov at komme. Jeg er ikke sikker på, at Jennifer vil kaldes feminist, for hun vil anføre, at hun gør alt det en feminist aldrig ville gøre; hun lever sit liv på mænds præmisser i en lang række af sine personlige forhold, men for mig var det en rejse med kvinder, om kvindeliv og et forsøg på at gøre op med netop den forestilling, at den eneste salighed er, når man lever traditionelt med en mand ved sin side. Det var også et billede på, at kvinder sagtens magter livet, men ikke uden at støde på sten undervejs. Akkurat som det gælder mænd.

Formen var interessant og jeg holder uendelig meget af langsomt tv, så mere af den slags, men meget gerne på et tidspunkt af dagen, som ikke giver mørke rande under øjnene og grød i stedet for hjerne, når man næste dag skal fungere fornuftigt.

Jeg ville ønske, at jeg havde husket at gøre opmærksom på udsendelserne, dengang de blev sendt. Det kan ikke kun være mig, som elskede dem.