Nu endte det som en nyhed i radioen. En lille sidebemærkning:
“En række konflikter med forældre til handicappede børn kunne undgås, hvis kommunerne fulgte reglerne.
Tre ud af fire gange nordjyske forældre får hjælp af kommunen til deres handicappede børn, har kommunerne ikke fulgt reglerne.
Det viser Det Sociale Nævns nye undersøgelse af fem nordjyske kommuner.”
Jeg kan mærke både vrede, sorg og frustration forplante sig i hele kroppen. Jeg håber så inderligt, at der er nogen, som orker tage fat. Det bliver formentlig ikke forældrene, som har alt for travlt med at få hverdagen til at hænge sammen. Det bliver heller ikke mig, for jeg er alt for sårbar og ked af det lige nu.
“- Mange forældre til handicappede børn er i forvejen i en presset situation. Derfor opstår der nemt følelsesladede konflikter, hvis de føler sig snydt. Det kan måske undgås, hvis kommunene følger reglerne, siger Frede Fisker.”
Jeg bryder mig ikke om vinklingen ovenfor. Jeg mener ikke fokus bør ligge på at undgå “følelsesladede konflikter, hvis de føler sig snydt”. Snydt er et frygteligt værdiladet ord, som signalerer voksne, der reagerer som utilpassede børn, når de snydes for en is.
Man burde derimod lægge fokus på, at de fleste af disse forældre, hvis de havde et valg, ikke ville bede om denne hjælp. Man burde have fokuseret på, at reglerne ikke bliver fulgt og disse forældre derfor heller ikke modtager den hjælp, de beder om. Man burde have overvejelser omkring, hvad det gør ved en familie, at de ikke kan regne med kommunen som samarbejdspartner. Man burde huske, at kommunerne ofte ender med at skabe handicappede familier og ikke familier med et handicappet barn. Der er pokkers til forskel.
Jeg kan ind imellem blive så forbandet træt. Måske ender jeg også med at blive rigtigt vred. Det ville være godt, for så handler jeg, men om et øjeblik er det kun ét år siden Alexander døde, fordi vi ikke fandt en samarbejdspartner i vores kommune, men derimod en modstander, som endte med at koste os så uendelig meget.
Kilde: P4, Nordjylland
15 kommentarer
Fruen
15. april 2008 at 13:13Ak ja, kan jeg kun sige. Det ved man, når man har været der …. hvor meget en modstander systemet viser sig at være … hvor store problemer det faktisk skaber, når faglig og menneskelig inkompetance er dagens ret i kommunal skysovs ..
Det er jo ikke alle forældre til handicappede børn, der som udgangspunkt har sociale problemer.. så langt fra …. men de ender med at få det, når hjælpen til barnet og dem selv udebliver.
(jeg endte selv som stresspensioneret mor til et handicappet barn .. som nu er en ung mand på snart 20 år)….
Jeg vil bare sige med alt det her, at jeg føler med dig.
kh
AC
Liselotte
2. november 2007 at 15:19Lisbeth, jeg gør mig umage for at passe på mig selv. Jeg har svært ved den slags, for jeg brænder for det her område, som er forsømt ligesom de fleste andre dele af det danske samfund, som er etableret for at yde hjælp og omsorg for vores svageste medborgere.
Jeg lader andre om kampen. Jeg passer på mig selv. Det er der brug for lige nu. Senere kommer en tid…
God weekend til dig og dine også :-)
Lisbeth
2. november 2007 at 15:15Du har ret, og er rigtig god til at få udtrykt alt, hvad jeg tænker omkring den problematik. Det er helt forståeligt, at du er hudløs lige nu og ikke kan tage kampen. Og så er det godt, hvis du kan passe på dig selv, for så kommer kræfterne igen. Mange tanker herfra og rigtig god week-end til dig og dine.
Liselotte
2. november 2007 at 13:52Jeg tror bestemt det er følelsen mange af de familier ender med at sidde med, Nadia. At det er næsten håbløst – og det er ærgerligt, for i virkeligheden besidder mange af dem så utroligt mange ressourcer, som kommunen og dermed samfundet kunne have glæde af.
Nadia
2. november 2007 at 13:35“Man burde huske, at kommunerne ofte ender med at skabe handicappede familier og ikke familier med et handicappet barn. Der er pokkers til forskel. ”
Det citat, siger SÅ meget om kommuernes kompentance og beslutninger i mange sager end så meget andet. Det vidner om, de mange familier uanset hvad type handikap de måtte side med, at de kæmper mod en overmagt (ihvertfald må det føles sådan for dem), og fremstiller familierne som små riskorn mod månen.
Liselotte
2. november 2007 at 12:59Kampe er der nok af. Det er muligheden for selv at vælge dem, der er vigtige, som betyder noget.
Rigtig god weekend til dig også, Mona :-)
Mona
2. november 2007 at 11:12Det er en frygtelig kamp for forældrene,ikke nok med at de skal have hverdagen til at fungerer med et handicappet barn, der kræver mange resurser fra forældrene..De skal også bruge mange kræfter på at kæmpe for de rettigheder de nu engang har i deres sitaution – DET ER ALTSÅ IKKE RIMELIGT:-)
Jeg kender det meget godt, jeg har en nevø der er handicappet – Min bror og svigerinde har kæmpet frygtelig meget for deres rettigheder- de har brugt ufattelig mange kræfter på det – Vi kæmper med dem,så vidt det er muligt;-)
Rigtig god weekend
Liselotte
2. november 2007 at 11:10Jeg håber, at der snart sker noget, som gør en forskel. Jeg håber, at der sker skelsættende forandringer, så de fremtidige behov bliver dækket. Jeg ved om nogen, at det er så bestemmende for livskvaliteten for en hel familie, at vi mødes med respekt og forståelse kombineret med viljen til at samarbejde.
henry
2. november 2007 at 10:25Jeg bliver også vred når jeg læser dit indlæg. Det er nok mest afmagt jeg rammes af, når det drejer sig om kommuner og partnerskaber ! Jeg har selv siddet i diverse udvalg i mere end 15 år, som repræsentant for industrien – og set hvor svært det er ikke at have nogen til at tale ens sag. Jeg tror det er et spørgsmål om ledelse eller mangel på samme. Jeg tror kun offentligt debat – permanent kan ændre på kommunens holdning. Jeg tror desværre ikke at holdninger i en valgkamp trænger ind i forvaltningen og skaber varige forbedringer for dem som virkeligt har behov for det.
Hannah
2. november 2007 at 10:20Det er en underlig vinkel… det er ligesom ikke det centrale, og det virker stødende. Men generelt set må man da sige, at det er godt, at Det sociale Nævn har afdækket, at fejlkvoten er så høj. Jeg læste i øvrigt på nettet i en nyhed om samme emne, at der skal være et møde netop om den undersøgelse mellem Det sociale Nævn og kommunerne i Nordjylland d. 10.12. Man må jo håbe, at kommunerne får tilbørligt røde ører og derefter behandler sagerne mere korrekt. Det når desværre ikke at komme din familie til gode, men måske den anden familie, som du har fortalt om.
yt
2. november 2007 at 10:01Følser og blanke øjne virker desværer tit skræmmende og overvældene, på mennesker som ikke selv har været helt derude, hvor det virkeligt gør ondt og man er magtesløse. Det er så deres held og vores uheld, for tit savner man virkeligt folk der forstå en, og ikke bliver “Bange” hvis man kommer til at vise sin sorg og fustration.
Helle
2. november 2007 at 09:51Jeg tænkte på dig, da jeg hørte morgenradio. Jeg føler med dig og sender dig varme tanker, jeg forstår godt, at denne tid er svær og du ikke har kræfter til at kæmpe.
Liselotte
2. november 2007 at 09:43De er virkelighedsfjerne. Det er det allermest skræmmende.
Lotten
2. november 2007 at 09:28Mange, mange tanker herfra.
Det er så rigtigt, det du skriver, og jeg har egentlig ikke noget at tilføje. Andet end at dine ord bliver læst med indlevelse.
Lene
2. november 2007 at 09:26Du har så inderlig ret Liselotte, og jeg ville ønske at journalisten læste med her hos dig.
Knus og kram herfra