Farverne er fantastiske udenfor. Skoven er smuk, de åbne vidder gør sig godt i november, men også min have er smuk. Blade på træerne farver verden orange et øjeblik endnu.
I næste uge er det sket med bladpragten. Blæsten kommer og tager dem, så de skal nydes.
Oskar nifler. Jeg tænker at nok er det smukt, men om et øjeblik er det sket og verden kommer til at bestå af nøgne grene og en himmel, som vil være mere grå end blå.
Sådan er november.
Nøgen og grå trækker den i langdrag. Vi kan næsten ikke vente til december, men november virker endeløs. Måske er det forklaringen på begejstringen ved de lyskæder, som allerede nu sniger sig ind i haverne herovre. Lys i mørket.
Lige nu er der lys nok. Solen skinner og træernes farver lyser, så de næsten blænder. Sommerfuglebusken smider de sidste blomster, mens bladene stadig er stædigt grønne. Blomsterne takker af for i år og mens jeg går gennem haven, må jeg indse, at sæsonen forlængst er slut. Der er kun oprydningen tilbage.
Abrikosen står næsten bladløs og amputeret. Sidste år knækkede den. I år gav den op for sår og savn og valgte at forblive frugtløs. Den samler kræfter til næste år.
Jeg kan følge den. Denne sommer har jeg også slikket sår. Langsomt er jeg ved at vende tilbage til verden. I hverdagen er rutinerne ved at snige sig ind. De nye rutiner, som skal indarbejdes, nu hvor verden er væltet.
Ligesom abrikosen har jeg også brugt sommeren på at hele og samle kræfter. Ligesom den, skal jeg have tilstrækkeligt med kræfter til at stå november igennem. November, som kostede os Alexander. November, som er lang, som et ondt år.
Så hjælper det gevaldigt at se, at den også kan være lys og smuk, som i dag.
16 kommentarer
Liselotte
4. november 2007 at 19:34Fr. Møller, jeg tror det er sådan. De vil altid være savnet. Jeg kender en ældre dame, på over 70, som mistede sin søn, da han var otte. Hun får stadig tårer i øjnene, når hun skal fortælle om ham.
Lizelotte, tak skal du have :-)
Lizelotte
4. november 2007 at 18:57Jeg ønsker jer rigtig mange flere smukke lyse dage.
knus herfra.
Fr. Møller
4. november 2007 at 17:30I “Mennesker og tro” i morges hørte jeg en mor beskrive savnet af sit døde barn som en slags “fantomsmerter” – jeg syntes, det lød både rigtigt og klogt.
Liselotte
4. november 2007 at 16:27Tak skal du have, Lisbeth :-)
Lisbeth
4. november 2007 at 15:51Jeg har også kun fulgt dig på bloggen, men du har alligevel formået at gøre stort indtryk. Jeg er dybt imponeret over din evne til at glædes over livet trods jeres tab og sorg. Det er også inspirerende for andre, som har mistet. Vi mistede vores dreng for 11 år siden, og ja, det er da blevet lettere for os, men sorgen og savnet er stadigvæk et sted. November kan være tung, mørk og uoverskuelig lang, så en week-end som denne er rigtig dejlig. Mine tanker går til dig og dine her i november.
Liselotte
4. november 2007 at 14:19Tak skal du have, Helle :-)
Helle
4. november 2007 at 13:57Jeg er også en af dem som “kun” har fulgt dig på bloggen, men du har gjort et stort indtryk på mig, som på så mange andre. Jeg tænker også på dig i denne tid, det er så svært at sige hvad der er virkeligheden for dig, der er så mange oplevelser du skal genopleve uden ham, Aleksander bliver aldrig glemt, men minderne bliver rundere og gør ikke så ondt – engang med tiden. Tanker fra mig til dig.
Liselotte
4. november 2007 at 13:51Fru Koch, vi kommer igennem november. Selvfølgelig gør vi det. Alexander gav os mange lyse og dejlige minder, så dem vil vi finde frem, når mørket falder på :-)
Liselotte
4. november 2007 at 13:50Ja, det er tiden nu, Lene. Selvfølgelig bliver det lettere. Jeg ved det og jeg mærker det :-)
Alexander gjorde mig til den jeg er. Han gjorde en kæmpestor forskel i mange menneskers liv på trods af sit begrænsede udtryk, så han var her aldrig forgæves, men efterlod sig dybe spor. Mine skal bare lige forvandles til nogle af dem, som ikke gør ondt.
kokken på blokken
4. november 2007 at 13:49Jeg har også tænkt flere gange på jeres november sidste år. Er der virkelig gået et år siden alt faldt i grus i Gug. Det er der og I bearbejder det så smukt synes jeg. Der skal grædes og der skal tænkes og det er jo det I gør. Mange knus til jer alle her fra vestjylland ……. I kommer igen – ligesom abrikos-træet vil I have samlet kræfterne til at komme igennem november med de tanker der nu skal tænkes i den måned …..
Lene
4. november 2007 at 13:38Og det bliver det også en dag, Liselotte. Faktisk var I også i mine tanker i dag inden jeg læste dit indlæg, tænkte på november sidste år. Knus herfra
Liselotte
4. november 2007 at 13:31Tiden nærmer sig og jeg forundres over, at der allerede er gået et år. Jeg lytter fortsat efter åndedrag, som ikke længere er og der er så mange tårer endnu, at de stadig flyder i floder ind imellem.
Engang bliver det lettere. Det er det allerede blevet, men jeg ønsker det endnu lettere, så det er til at bære.
Irene
4. november 2007 at 13:28Kærlig varme ruller over bjerge og have i dale og hjerter, bevæger sig i verden grænseløst omkring uden tanker, blot pur, ren kærlighed. Fra Alexander til Alexander i universet.
Knus.
Ella
4. november 2007 at 12:26November vil, for altid, være en måned med minder og eftertanke. Heldigvis viser den sig fra sin lyseste side i dag :-)
Deborah
4. november 2007 at 12:26Kære Liselotte
Jeg har sagt det før, og siger det igen. Synes du klarer det så flot, selvom du er blevet amputeret. Jeg tror aldrig, man kommer udover den følelse, at der mangler noget. Nu næsten 4 år efter mor døde, er den følelse der endnu. Det trækker ikke vand mere, at tænke på hende, men kan da godt give en klump i halsen. Tænker på hende dagligt, og mangler og ærger mig – ærger mig over de ting, vi skulle have gjort. Så ofte bliver jeg lidt vred over det. Men jeg tror, hun har det godt, og at jeg ser hende igen. Og trods alt, har jeg det jo godt. Det er mest synd for min far.
Kærlige søndagshilsener
Hønsemor
4. november 2007 at 11:41Jeg kender dig kun her fra blog-land og kun i 7 måneder, men er der en, der kan nyde og genoplade på gode og smukke dage og i venners selskab, er det uden tvivl dig.
Det er en guds gave, at have så lyst et sind efter det du og din familie har været igennem…. May the force be with you….