Det dejligste gensyn

Jeg har været på sygehuset for at hilse på Ole. Det var rigtigt, rigtigt dejligt at se ham. Jeg har ikke set ham i mange dage, men han har fyldt meget i mine tanker hver eneste dag i den forløbne uge.

I dag fik jeg beskræftet, at han er akkurat lige så sej, som jeg havde en idé om, at han var. Er der nogen, som er en stjerne denne jul, er det Ole, som med indædt stædighed kæmper for at komme tilstrækkeligt til kræfter til at komme hjem til jul.

Ingen kan med sikkerhed love, at det bliver sådan, men én ting er helt sikkert – han har opbudt alle sine kræfter og han kæmper ufortrødent videre. Jeg er helt stakåndet ved at se, hvor stædig og fokuseret han er. Det her kommer til at gå godt.

Det er ikke kun Ole, som kæmper. Ella og deres børn yder en ekstra indsats alle de steder, hvor det er muligt.

I dag, efter besøget hos Ole, tog jeg Ella med hjem til Kenneths hjemmelavede mad, for yngste skud på stammen skulle ud at vifte med ørerne. Der skal være lidt for husarerne også denne jul, så det overlod vi til AC og i stedet satte vi os i stilhed og spandt en ende over en usædvanlig jul, som er anderledes, men den bedste nogensinde, for nok er den barsk og fyldt med angst og uro, men den rummer en hel familie, som sammen sagtens finder kræfterne til det, som følger. De er så seje og ledestjernen, det er Ole.