Solnedgangshave

I den sidste rest af aftensolen nåede Oskar og jeg en stille tur rundt i haven. Der er så smukt derude sådan en tidlig forårsaften, hvor solen stadig står ret ind mod de røde vægge.

Abrikosen overrasker med flere små blomster, så der er håb om en – omend beskeden – høst, når vi når efteråret. Den lader til at restituere efter den brækkede toppen af sidste år. Sikke et held. Jeg ville så nødig skulle undvære solmodne og solvarme abrikoser. Det er noget af det bedste jeg ved, sådan en sensommerdag.

Bladene springer ud nu. Op ad den varme mur har de mest travlt med at folde sig ud, men de er på vej overalt på det lille træ. Om ganske kort tid er det grønt og ikke længere en samling nøgne grene. Det samme gælder for resten af havens træer. Jeg kan slet ikke vente, for der er unægteligt noget trist uden det grønne løv.

I den sidste rest sol hentede jeg tæpper og puder indenfor. De var efterladenskaber af den time Oline og jeg tog derude tidligere i dag. Der har været pragtfuldt vejr de sidste mange dage. Måske er det slut om lidt, men det har været livgivende, mens det har været her. Lad os endelig få mere af det.