Have med vildfarelse

Efter et par timer i sofaen med en hostende Oline i fodenden, fik jeg endelig sneget mig ud af dynen og væltede straks ud i haven. Godt nok er der knapt så charmerende, som når solen skinner, men ikke desto mindre er det stadig mit foretrukne sted, når jeg lige skal hente lidt luft under vingerne.

Sjovt som solhjørnet ikke trækker, når himlen er lysegrå og skyerne ikke lader så meget som en solstråle kigge igennem. Der er nu skønt derude alligevel. Lyset er helt specielt og vejret mildt og dejligt, så det er svært ikke at nyde et frikvarter udenfor.

Jeg tænker, at der er planter indenfor, som kunne trænge til frisk jord. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg i virkeligheden orker, men intentionerne er gode nok, så jeg tror, at jeg vil forsøge mig om lidt.

Hængepilen springer ud om et øjeblik. Nederst i haven står bøgen og kastanjen på spring og i en gammel syltekrukke bryder en Hosta ingefær pludselig jorden. Den får en chance. En hel krukkefuld Hosta ingefær vil være smukt.

Oskar nyder at være med. Han traver lige i hælene på mig. Ind imellem kommer han og afleverer sin bold, men allerede efter et par kast, er han træt og gider ikke mere. Han vil hellere hygge sig med at iagttage mig, som den udøvende. Den går ikke og så sætter han sig fornærmet og bruger i stedet energien på at følge med i alt, som foregår udenfor haven.

Hans ører blafrer. Han gøer sjældent, men ingen passerer stien lige bagved huset, uden han er med ved hegnet. Han er sjov, for han har ikke opdaget, at han kun skal flytte sig 5 meter, for at spadsere lige ud af haven. Han løber stadig langs det hegn, som har mere karakter af en skinmanøvre, end funktion som et hundehegn. Jeg lader ham blive i hans vildfarelse. Det sidste er mest praktisk ;-)