31

Vi er måske underlige…

Kenneth og jeg er forskellige og selvfølgelig er vi det. Vi knytter os til forskellige ting. Vi giver slip i eget tempo og vi giver hinanden plads til lige præcis det. Det har været godt i forhold til Alexander.

Tid er en underlig størrelse, for det er allerede 1½ år siden, vi mistede Alexander og alligevel er det kun for et øjeblik siden. Jeg tænker fortsat på ham hver eneste dag. Forskellen er, at det ikke er hver eneste dag, at jeg græder over tabet, men langt størstedelen af dagene kan jeg tænke på ham og bare ende med en varm følelse i maven. En taknemmelighed over, at han kom her forbi. Det er dejligt og det er fremdrift. Det er godt, fordi det er tydeligt tegn på, at jeg heler.

Det er ikke fordi jeg har glemt smerterne, der er forbundet med Alexanders sidste tid. Det er ikke fordi, jeg har glemt de svigt, jeg stadig synes, Alexander og hans familie oplevede, men det er fordi de ting med tiden er veget for alle de smukke, sjove og gode minder jeg har om mit hjertebarn.

Hver aften falder jeg i søvn med udsigt til Alexander. På en reol her i mit værelse står et af mine yndlingsbilleder af Alexander. Det er det sidste jeg ser, inden jeg lukker øjnene. Jeg har det godt med, at det er sådan. Kenneth kan ikke se det billede. Han ønsker det heller ikke, for det er stadig forbundet med stor smerte, at mindes Alexander og hans sidste tid. Kenneth har brug for mere tid, end jeg har. Det er i orden med mig.

Kenneth har taget et stort skridt for nylig. Han har sat Alexanders bus til salg. Det kan synes mærkeligt, at man knytter sig til en bus, men virkeligheden er, at den bus har været rammen om så mange af Kenneth og Alexanders fælles oplevelser, at den i virkeligheden repræsenterer hele deres fælles liv for Kenneth.

Bussen har længe været alt for stor, alt for dyr og alt for upraktisk, men den har været en del af vores hverdag, fordi den var nødt til at være det. Det er Kenneths sidste bastion, som falder i morgen, når bussen bliver hentet. Den er solgt. Kenneth har selv valgt, at det skal være sådan. Det bliver frygteligt vanskeligt for ham, at se den køre væk, men han er klar nu, siger han. Jeg tror ham og egentlig har jeg syntes, at det var en lidt sjov ting at være så tæt knyttet til, men pludselig kan jeg mærke, at den bus også betyder noget helt specielt for mig.

Jeg vil vædde på, at vi står to mennesker ude på gårdspladsen og fælder en tåre i morgen, når den kører her fra for sidste gang. Kald os bare underlige, men sådan er det vist.

Du vil sikkert også kunne lide