En helt lang dag!

Hold da helt fast, hvor det har været en vidunderlig dag. Udeliv fra morgen til aften, som jeg kan lide det. Vi har været aktive og flittige på hver vores måde. Jeg er vist mest til småtterierne, mens Kenneth snupper de store linjer, så der er gjort kål på noget af det rod, som trængte.

Vi lagde ud med græsplæneslåning, som jeg ikke har kunnet få fingre i, siden vi fik havetraktor. Den slags mener Kenneth er hans ansvar. Lad ham… for så kan jeg i mellemtiden nippe lidt blomster, vande hist og her og tage en rundtur i haven.

Det er på de ture, jeg opdager alle de små mirakler, som denne æbleblomst, som sprang i dag. Pæretræerne er i fuldt flor, men æbletræerne er lidt bagefter og det gør ingenting, for så er der noget at glæde sig til.

Jeg har mange, men små æbletræer.

Engang havde jeg store, gamle og krogede frugttræer nede i bunden af haven. Faktisk var de noget af det, som gjorde, at jeg forelskede mig i huset og haven i samme øjeblik, som jeg så det, men vi har altid gerne villet lytte, når der var ønsker fra naboen og et af de tilbagevendende ønsker var, at vi fældede først et, så siden endnu et… og så videre, indtil der ikke var flere gamle frugttræer nederst i haven. Naboen syntes, at de skyggede og tog lys inde hos ham. Så fældede vi dem.

Siden blev han frygteligt vred på os og endte med at stå med hovedet over hækken og skære ansigter og råbe skældsord efter os hver eneste gang vi var nede i den ende af haven. Nu har vi til nødtvungent sat et frygteligt trist, absolut højt, men helt lovligt hegn op langs hækken. Nu er vi fri for naboen og al hans galde, men han bor til gengæld i noget, der til forveksling ligner en cigarkasse fra hans haveside. Grumme trist for ham er det, men vi kunne ikke leve med, at vi ikke kunne komme i den del af haven. Nu kan vi igen komme dernede. Endda i ro og fred, så den nye æblelund kan nydes.

Træerne bærer frugt hvert eneste år. Nogle af æblerne kan gemmes, nogle skal spises med det samme, men det er dejligt, at have lidt forskellige at vælge mellem.

Sidste år satte vi et lille Ingrid Marie. Det har jeg savnet i mange år, men det er stadig lidt bagefter de andre æbletræer, så det blomstrer ikke lige foreløbig.

Ind imellem alle de praktiske gøremål er der blevet tid til frokost på terrassen. Annemette ville ikke vente på den, så det blev en af dem, som består af godt hjemmebagt rugbrød, nykogte æg, masser af tomater og så et par skiver af den gode pølse. Så var vi klar igen til at tage endnu en tur omkring havens mere forsømte hjørner.

Nede for enden af huset lå resterne af mit væksthus. De sidste spær og bjælker blev fjernet i dag. Gammelt ragelse blev smidt i en lejet trailer sammen med træaffaldet og så var det af sted på forbrændingen et par gange, inden vi var ved at synes, at det igen er overskueligt dernede.

Vi snakkede væksthus. Mine drømme vågner til live, når der pludselig står et tomt fundament, som er klar til nyt skelet, smukke trævægge, som jeg drømmer om, tag med blidt lysindfald gennem lagenlærred og kaffehjørne midt i alle stiklingerne, jeg drømmer om at fremelske dernede. I aften vil jeg begynde at notere nogle af mine ønsker ned, så Kenneth kan begynde at bygge. Det gør ikke noget, at det går langsomt. Bare det går.

Til sidst var jeg så træt, at jeg faldt om oppe i hjørnet på terrassen. Det er her solen stadig står og brænder, så det var fristende lige at strikke en pind eller ti på Ellas sjal, mens jeg nød de sidste solstråler, inden jeg var nødt til at trække indenfor. Hold fast, hvor det gjorde godt.

Nu er weekenden ved at være til ende, men sikke en. Jeg er helt varm og lykkelig indeni. Jeg elsker sådanne weekender. Hverdage kom an :-)