Endelig blev det vist tid…

Jeg er endelig nået til det punkt på dagen, hvor jeg kan holde fri. Det er ikke sent, men som sædvanlig har jeg glemt, at der er noget, som hedder pauser. Det er faren ved at arbejde hjemme. Der er ingen til at minde om…

Jeg trisser ud i haven. Solen er ind imellem fremme, men den kæmper om pladsen, for der er kommet skyer fra vest. Nogle af dem er mørke, men ingen drypper, så det går alligevel.

Jeg nipper blomster, flytter krukker, renser bede og hygger mig stort. Så kommer Kenneth forbi og minder mig om, at der er noget, som hedder frokost. Den bliver perfekt…

Et par forholdsvist flade klemmer, et glas iskoldt cola og den aktuelle roman og jeg er svært tilfreds. Solen er væk det meste af tiden, men en sweater om skuldrene og så går det sagtens endda. Det handler om frisk luft og ikke sol. Vi trænger. Min hjerne og jeg.

Kvædeblomsterne er sprunget ud på begge træer. De er utroligt smukke. Sarte på en forfinet måde, som gør dem flygtige i mere end én forstand. Jeg føler næsten, at jeg skal skynde mig at fotografere, inden de forsvinder.

Frugtblomster holder ikke længe, så det er ikke helt forkert at være rask på udløseren. Kvædens blomster er nogle af mine yndlinge, for deres sarte farver og smukke udformning. Naturen er fuld af undere.

Om et øjeblik vil jeg brygge te. Lene har fri snart. Det skal stå klar, så hun kan smide stængerne i vejret og slappe lidt af. Det trænger man med sikkerhed til, når man har været, hvor hun har. Jeg ved også, at det vil være velfortjent. Hun er en sygeplejerske efter mit hjerte. Hun har altid sit med.

Jeg glæder mig :-)