Hyggehavesnak

Citrontimian og en lang række af de andre krydderurter kom med Lene hjem. Kenneth lavede en stor kasse med et bredt udvalg, som skal prøve at overleve i Vildmosen. Jeg er sikker på, at det sagtens går.

Lene og jeg fik te på terrassen, for selvom solen forsvandt bag skyerne ind imellem, var vi stædige og blev siddende derude. Det var rigtigt dejligt at se Lene igen, for sidste gang var ude på sygehuset og fordi det var der, nikkede vi egentlig bare til hinanden. Det var ikke rummet for personligheder, men det var haven i dag til gengæld, så vi har rundet lidt af hvert.

Jeg fik vist Lene, at stenene er kommet til god anvendelse herude, men faktisk glemte jeg helt at fortælle hende om den efterårsdag, da Kenneth omtrent fik brændt moseegen af. Moseegen, som også kom med hjem oppe fra landmandens jorder. Heldigvis overlevede den og der er store planer for den. Den skal indgå i min drøm om væksthus.

Ved siden af stensætningen står resterne af den gamle elm. Den stamme, som skal forvandles til et kunstnerisk indslag i haven, er lige nu dækket af efeu. Foran stammen står to små syrener. Dem satte vi med Alexander en sen eftermiddag kun et par måneder før han døde, så de betyder meget for mig. De trives og den ene har allerede præsteret to smukke blomster. Det er jeg glad for.

Nu er Lene forlængst returneret til Vildmosen, men jeg tror altså, at der stod en motorcykel i tomgang og en meget utålmodig landmand på gårdspladsen, da hun endelig vendte hjem. Jeg håber, at de er ude at nyde foråret lige nu og jeg påtager mig alene skylden for, at turen måske ikke bliver helt så lang, som landmanden havde håbet. Jeg håber han tilgiver mig, men jeg hyggede mig alt for meget til at give slip.