Som barn havde jeg og Annemette en samling børnebøger i ti bind, Mit Skatkammer. Vi elskede de bøger. De blev slidt flittigt. Først af mor, siden af mig, når jeg læste godnathistorie for Annemette. Jeg kan stadig huske min yndlingshistorie…
Der var en gang en konge, der havde tre sønner. Den ene hed Skrat, den anden Skratskratterat, og den tredie Skratskratteratskratskrirumskrat. Der var også en anden konge, der havde tre døtre. Den ene hed Sip, den anden Sipsippenip, og den tredje Sipsippenipsipsirumsip. Da de var blevet voksne, giftede den ene konges sønner sig med den anden konges døtre. Skrat fik Sip, Skratskratterat fik Sipsippenip, og Skratskratteratskratskrirumskrat fik Sipsippenipsipsirumsip. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Kan du huske din yndlingshistorie? Jeg husker forbavsende mange ting fra min barndom. Annemette husker stort set intet. Det er spøjst, synes jeg, som der kan være forskel på evnen til at huske. Det er ikke genfortællinger, men reelle erindringer jeg har. Annemette har næsten ingen. Så deler jeg. Jeg har nok at dele ud af. Det elsker vi begge, at jeg gør.
Jeg har vores gamle og elskede Mit Skatkammer stående og har slidt yderligere på det, da mine børn var små. Jeg elsker stadig at læse i bøgerne.
34 kommentarer
Tina - omme i London
24. juli 2017 at 23:57Liselotte, jeg var lige ved at proeve paa at finde ophavet til Skratskratterathistorien og faldt over denne gamle blogpost. Kan jeg fea dig til at tjekke hvilken udgave Skratskratterat var med i? Jeg ELSKER den historie, som min far fortalte som godnathistorie, da vi var boern. Den og den bestoevlede kat. :)
Inger Marie Cleve
6. december 2011 at 22:28Hej jeg husker også alle bøgerne fra min barndom i 50- erne – dog var den første min ynglingsbog og den er meget slidt. Jeg læste bøgerne for mine børn, da de var små og stor var min glæd,e da jeg blev mormor og min datter til sin datters navnefest ønskede sig “Mit skatkammer” bøgerne. De blev givet af en af mine drenge og i den første havde han skrevettil sin lille niece ” jeg håber, du bliver lige så glad for at få læst højt af dem, som vi var da vi var små. “
Hannah Nielsen
17. januar 2011 at 23:14Jeg har også lige bestilt alle bøgerne antikvarisk. Min yndlingshistorie var en historie om, hvordan fuglene fik deres farver. Jeg ved, at jeg havde andre yndlingshistorier også fra de bøger, og jeg glæder mig til at genfinde dem og læse dem for mine børn på 3, 5 og 8.
Sissel
15. februar 2009 at 22:06Ja . den serien har jeg også :) Lille Sambo negergutt
Gunhild
21. oktober 2008 at 19:58det var skægt at falde over denne side. Mit skatkammer bøgerne fulgte mig i hele min barndom. Det blev til min store ærgelse min lillesøster der fik dem med sig, da tiden kom. Jeg har tit været ærgelig over dette. Ville gerne have givet historierne videre til egne børn og børnebørn. Men nu har jeg lige været så heldig at have købt hele serien fra 60érne i rigtig flot stand. Så nu kan har jeg lige været tilbage i min barndom flere aftener i streg. Tænk at nogle bøger har så stor betydning for så mange mennesker.
Childhood memories - Stories « The Fiberfairy´s Haven
13. juni 2008 at 01:31[…] some of the helping angels on the road of rememberance was LISELOTTE and ELISABETH. and ” Mit Skatkammer” also belongs in some of my best […]
Liselotte
10. juni 2008 at 10:19– og din søster syntes sikkert, at det var sjovt, at du græd. Sådan er søskende… SÅ onde ;-)
Helle K.
10. juni 2008 at 09:45Jeg husker stort set heller intet fra min barndom. Jeg har altid troet, at det var fordi der ikke var gode minder …
Den eneste bog jeg kan huske at have fået læst højt, er “Den grimme ælling” – min søster læste den, fordi jeg hver gang græd højt, jeg havde SÅ ondt af den ælling.
Liselotte
9. juni 2008 at 07:37Eisabeth Augusta, tak for kigget til dine bøger. Mine har rød ryg, så helt ens er de ikke udenpå, men garanteret indeni :-)
Elisabeth Augusta
8. juni 2008 at 19:07Takk for at du tok meg med på en tur i minnene. Jeg ble nødt til å vise fram mine skattkammer-bøker. Har du lyst til å se: http://regnbuesting-elisabeth......ammer.html
Liselotte
7. juni 2008 at 19:54Angelika, det er sjovt, som nogle af de danske ting hænger ved :-)
Biblioteket burde være god for en mindetur eller to :-)
Angelika
7. juni 2008 at 19:46Skrat Skratterat var god, men TUDEMARIE-boegerne var de bedste :-) Jeg maa nok en tur paa biblo for at se om de stadigvaek findes.
Ligesom Bernd har jeg vaeret sydslesvigsk feriebarn i nogle aar. Det var dejlige ferier paa en gaard i naerheden af Bjerringbro, og naar jeg taenker tilbage kan jeg ikke lade vaere med at nynne “Lille sommerfugl” og “Ved landsbyens gadekaer” :-)
God weekend !
Angelika i Sydslesvig
Ingelise
7. juni 2008 at 12:53Som børnebibliotekar kan denne tur i mindernes verden kun glæde.
Skulle der være nogen, der ikke selv er de lykkelige ejere af disse fantastiske bøger-så er muligheden jo altid at de og mange andre bøger fra barndommen kan lånes på det lokale bibliotek :)
Lene LN fra Tyskland
7. juni 2008 at 12:20Ogsaa hernede i det sydtyske staar 6-7 bind af Mit Skatkammer, som jeg bare maate eje da jeg selv fik börn – fordi jeg selv havde elsket dem. Skratskratterat… var en af mine yndlings… Hvor er det dejligt at der er saa mange der har saa gode minder. Det skrevne ord har saa stor kraft! Tak for det, Liselotte :-)
Liselotte
7. juni 2008 at 11:06Ja, det er skønne minder, Stine – en god historie er det bedste, der findes :-)
Stine
7. juni 2008 at 11:01Jeg er også en af dem der husker meget – så meget at min familie, som ikke husker så meget, indimellem mener at det er noget jeg har fundet på…
Jeg husker også en historie med en trold – drengen og trolden, tror jeg den hed. Jeg kan huske at drengen skulle spise om kap med trolden :-)
Min yndlingshistorie var dog Astrid Lindgrens ‘Alle vi børn i Bulderby’ – jeg kan stadig huske at sidde i mine forældres seng med min mor og bror, mens min mor læste højt.
Skønne minder.
Liselotte
7. juni 2008 at 10:37Mette, det er så sjovt, når erindringerne pludselig dukker op uden bevidst at lede efter dem. Hjernen er en forunderlig én :-)
Mette
7. juni 2008 at 10:27Da min datter blev døbt fik hun i dåbsgave sangbogen “De små synger”.
Det var en meget meget mærkelig oplevelse for jeg behøvede bare se de tegningerne – og så fandt min hjerne automatisk sangen frem. Der lå en erinding, som jeg ikke anede jeg var i besiddelse af.
PS: Jeg har også samlingen “Mit skatkammer” – godt slidt af mange års brug.
Liselotte
7. juni 2008 at 09:33Bernd, din historie er fantastisk. Den slags sker ikke ofte, så jeg forstår godt, at du måtte eje bogen :-)
Annepålandet, Emil fra Lönneberg læser vi også hernede i Danmark. Han er vist en klassiker ligesom resten af Astrid Lindgrens forfatterskab :-)
Sikke minder…Mio, min Mio… :-)
Marianne
7. juni 2008 at 09:30Jeg tilhører Anemette kategorien – husker intet, desværre….
Gitte
7. juni 2008 at 08:02AK ja, ak ja….dit indlæg vakte minderne til live, og jeg dykkede straks ned i gemmerne….og fandt alle 12 bind af Mit Skatkammer .
Jeg kan endu fornemme den stemning jeg var i, når jeg læste “De finske børn”….hvor var det synd for dem.
Dagen i dag skal gå med svælge i barndomsminder…
Gitte
Annepålandet
7. juni 2008 at 02:04Tenk, de bøkene hadde vi på norsk også, da jeg vokste opp på 60-tallet! Faren min leste høyt for oss og det er blant de kjæreste barndomsminner. Siden leste jeg dem for lillebroren min.
Til Carsten: Mio, min Mio av Astrid Lindgren er faktisk nominert blant de aller ypperste av verdenslitteraturens romaner – som den eneste barneboken! Det syns jeg er vel fortjent -det er en fantastisk historie om det godes kanmp mot det onde.
Men MIN yndlingshistorie fra barndommer var – og er fortsatt – fra Astrid Lindgrens Emil i Lønneberget: Den om Emil som kjører den dødssyke gårdsgutten med hest og slede gjennom snøstormen for å komme til lege. Det finnes rett og slett ikke bedre – anbefales!
Nadia
7. juni 2008 at 00:44Hos mig læste vi aldrig historier – aldrig. Sikke mange historier jeg sikkert er gået glip af.
Hos mig sang vi godnat historier, sange som “Hvor er solen rød mor”, “I skovens dybe stille ro”, og ej glemme “Mester Jakob” I ved de sange fra børnes sang bog fra 70erne.
Min far sang ikke, så når jeg var på weekend eller ferie hos ham, fik jeg et kasestte bånd, nøje udvalgt af ham, her var det Eva Madsen, sebastian, Anne Dorte Michaelsen blandt mange.
Man kan vel sige, at jeg fik den danske sang skat i blodet frem for den danske historie skat.
Hege
7. juni 2008 at 00:07Jeg har også mine gamle Mitt skattkammer stående. De er fra 1960-tallet, men jeg har lest dem for mine barn også. Jeg lærte å lese da jeg var bitteliten. Det lærte jeg av at min far leste Mester Skredder for meg om og om igjen, og til slutt husket jeg historien utenat. På et eller annet tidspunkt koblet jeg lyder og tegn, – og så var koden knekket.
Hurra for mitt skattkammer.
Bernd
6. juni 2008 at 23:57Det minder mig om en sjov historie, Liselotte.
Som 7-årig var jeg sydslesvisk feriebarn et sted her i Nordjylland. Det var ret hårdt at være væk hjemmefra, men plejeforældrenes store datter, der læste i Aarhus havde vist nogle bøger, hvis jeg ville kigge i dem inden jeg skulle sove.
Jeg var skrap til at læse og jeg har i alle årene husket en underlig sætning: “Lysene fra Nørresundby blinkede som en perlekæde i fjorden”. Det var så det.
40 år efter i en genbrugsbutik rodede jeg i nogle bøger, slog én op og første sætning var: “Lyene fra Nørresundby blinkede som en perlekæde i fjorden”. Selvfølgelig købte jeg bogen :-) Den hedder forøvrigt “Sanne og hendes mor”. Sjovt, hvad man kan huske.
Ella
6. juni 2008 at 23:36Lige akkurat Skrat Skratterat …. var også min yndlings – tak for mindet, Liselotte :-)
Carsten
6. juni 2008 at 23:26Og husker I den om Bosse, som sad bag rosenbusken i Frederiksberg have. Og blev ført til riget i det fjerne, for at kæmpe mod den grumme ridder Kato. Under sit rigtige navn: Mio.
Det var min yndlingsbog, som vi fik læst op i 1.klasse i 1959.
Tak for din inspiration til at huske tilbage på gode oplevelser.
-Jeg må finde bogen og læse den igen…
Lene
6. juni 2008 at 23:17Hed de ikke også Barndomslandet eller forveksler jeg dem?
Liselotte
6. juni 2008 at 23:02Ulla, den historie ELSKEDE jeg også og jeg husker heller ikke, hvad den hedder, men tegningen… den husker jeg også :-)
Kirsten, det var da herligt, at du underholder børnebørnene med lidt dansk sjov ind imellem. Ja, det er dejligt at blive mindet om alt det gode, så det er jeg glad for lykkedes med dig :-)
Regitze, selvfølgelig elsker vi en omgang vrøvl. Selvfølgelig :-)
regitze
6. juni 2008 at 22:57skrat og sip er også min yndlings! og Louis har stadigvæk traumer fra han var bette.
mor – fortæl en historie til. jeg ved, du kan… åh nej. ikke den. godnat knægt:)
kirsten pauli
6. juni 2008 at 22:57liselotte, tænk den siger jeg til mine 2 børne børn..
ikke det helle.
kun,
Skrat fik Sip, Skratskratterat fik Sipsippenip, og Skratskratteratskratskrirumskrat fik Sipsippenipsipsirumsip
de syntes det lyder saa sjovt.. gode miner fra mit live some pige i danmark..
tak,
kirsten
Ulla V.
6. juni 2008 at 22:56Dén samling havde min søster, Lotte og jeg også…åh, de var gode! Nu har vi delt dem – 5 til hver!
Dog havde vi visse yndlingsbøger ud af de ti. Min var “Der var engang” og min allerbedste historie – ud af mange – kan jeg ikke huske titlen på, blot at trolden tilslut blev forvandlet til en sten. Billedet står klart for mit øje…(Bogen har min søster)
Liselotte
6. juni 2008 at 22:53De bøger er skønne, Gitte – jeg læser med stor fornøjelse i dem stadig. Jeg synes historierne er skæppeskønne :-)
Gitte
6. juni 2008 at 22:49Det Tapre Skrædder, så absolut… ham der daskede 7 fluer med eet smæk :-)
Men kan også sagtens huske skratskratteratskratteskriumskrat – 4 årig skriger af grin, når jeg prøver at lære ham fortællingen.
Tak fordi du lige satte mig 40 år tilbage i tiden.