En sten på vejen…

Da vi gik aftentur blandt sten, sand og måger i går, fandt jeg et stykke porfyr. For to år siden vidste jeg ikke, at denne sten hed porfyr. Jeg vidste heller ikke, at stenen er resultat af et vulkanudbrud. Det ved jeg nu, for /many har fortalt det.

Jeg elsker at blive lidt klogere og jeg elsker sten og så var det jo sådan lidt overskudsagtigt at samle stenen op og informere omverdenen om, at jeg nu havde fundet porfyr, da vi gik der langs stranden i solnedgangen. Som om jeg ved en masse om stenarter. Som om…

Porfyr er ikke sjældent, så det var ikke fordi jeg havde gjort en fantastisk opdagelse. Det var mere fornemmelsen af at vide og så vel også “historiens vingesus”, som indfandt sig, da jeg bukkede mig ned efter stenen, som er transporteret herned fra Sverige, Norge eller Island for millioner af år siden, så tak /many, for at gøre mig lidt mere opmærksom i naturen.

Så er der selvfølgelig også alle kvartsstenene. Dem kender du godt. Det er de afrundede hvidlige eller halvgennemsigtige sten, som ligger allevegne på stranden. Dem vi piger ofte elsker som børn. Den eneste grund til, at jeg husker dem er, at de har en helt speciel egenskab og derfor har været brugt af diverse halv- eller helstuderede røvere gennem tusinder og atter tusinder år, som bevis på troldmandens luftige talenter.

Den halvgennemsigtige sten lyser, når man slår to af dem mod hinanden på en mørk sommeraften. Der findes en meget teknisk forklaring på fænomenet og faktisk synes jeg at huske, at det er noget med slaget flytter krystallerne og den energi der udløses ved det giver dette kortvarige lysglimt. Imponerende ser det i hvert fald ud og enfoldige mennesker har gennem tidens løb ladet sig narre til at tro, at de her havde med en talentfuld troldmand at gøre, når han fik sten til at lyse.

Prøv det selv engang. Det er faktisk ret sjovt :-)