Jeg syntes selv, at jeg havde fundet alletiders opskrift på en brombærtærte. Jeg ville slippe for den forbandede dej, som altid driller.
Jeg vidste, at ingredienserne var at finde inde i spisekammeret, så der var ingen ko på den is. Der var fyldte poser med mandler. Fyldte poser med hasselnødder. Marcipan i køleskabet. Masser af sukker på hylden… og så var der Kenneth…
Kenneth havde jeg ikke taget i ed. Han og jeg gør tingene forskelligt. Jeg tømmer et eller andet og sørger med det samme for, at det kommer på indkøbssedlen til næste butiksraid. Kenneth tømmer det bare…
Nu er brombærrene sat på blusset med en god sjat økologisk rørsukker. Det får lov til at stå og tykne for til sidst at få en god sjat Amaretto. Syltetøj er da heller ikke det værste i verden.
2 kommentarer
Liselotte
30. august 2008 at 01:05Åh ja, det giver grå hår, kagekone :-)
kagekonen
29. august 2008 at 23:33sådan en gang sensommer sylt er bestemt ikke det værste i verden, men kors i hytten, hvor det ind i mellem giver grå hår, når resten af husstanden ikke lige får skrevet et og andet på dosmersedlen i tide…