Løkken er lykken

På udturen mod Løkken var jeg passager. Jeg brugte en del kræfter på ikke at falde i søvn undervejs, for det bedste jeg ved er at sove i bilen, og med det søvnunderskud jeg er i besiddelse af i dag, var det svært fristende med en lur. Jeg holdt stilen. Hele vejen…

Ankommet til Løkken, smed vi bilen på en ledig plads, konstaterede at solen skinnede og vinden var lun, for herefter at indtage byen bid for bid og i adstadigt tempo. Hastværk er lastværk, siger de kloge.

Jeg fandt en lækker, petroleumsfarvet cardigan (og dem har jeg jo ikke for mange af), inden vi var nået ret langt ind i byen, men gode tilbud skal man lade sig friste af, så den kom med hjem.

Bagefter så vi disse her…

– men jeg tog dem ikke med hjem. De havde ellers pyntet på havegangen, er jeg sikker på.

Byen er ikke stor, så efter at have taget turen gennem butiksgaderne, besluttede vi, at lidt frokost garanteret var det der skulle til, for at vi igen kunne føle os som mennesker. Vi fandt en plads i solen og fik bestilt. Det var rart at sidde der, med koldt at drikke, solen i ryggen og masser af tid til ingenting.

Jeg elsker at sidde stille og iagttage. Det var der plads til og rigelig med tid til, skulle det vise sig, for maden var længe undervejs. Jeg nåede grænsen for min tålmodighed og smuttede over vejen, for hvad skulle man da ellers lige bruge tiden til.

Imens fotograferede Kenneth. Han tog smukke billeder af Løkken by, forgængere i festligt ferieskrud og så var der naturligvis også de mindre heldige skud…

Tiden skal gå med noget og jeg var træt, så det krævede bevægelse at holde både hoved og krop kørende, så i stedet for at sidde og have ondt af hinanden, stak jeg altså af et øjeblik. Jeg var nemlig ikke den eneste med ondt i håret, men den eneste, som havde brug for at bevæge mig…

Kenneth havde mere brug for danskvand, isterninger og Panodil…

Frokosten var god og rigelig, da den endelig kom. Den smagte dejligt, var tiltrængt og bagefter genvandt vi kræfterne, men i mellemtiden var Kenneths gigt brudt ud i lys lue og vi var en parodi at se på, da vi humpede retur ned gennem byen, for at finde bilen. Orv, hvor Kenneth havde/har ondt, den stakkel.

Jeg fik chaufførtjansen hjemad. Det passede mig fint, for så kunne jeg passende svinge ned forbi Vesterhavet, inden vi igen forlod Løkken.

Badehusene står stadig dernede. Så er det stadig sommer. Sådan hænger det sammen.

Der var ikke mange mennesker på stranden. Faktisk forbavsende få, for vejret har været helt i top og bestemt en strandtur værdig, men feriesæsonen er forbi og derfor er der igen god plads ved havet.

Jeg måtte efterlade Kenneth i bilen, for gå kunne han ikke, men det kunne jeg…

Tæerne skulle dyppes. Vesterhavet føles allerede koldere end for nogle uger siden, hvor jeg hellere end gerne var gået helt i. I dag var en soppetur nok.

Jeg travede et lille stykke i vandkanten, inden jeg vendte om og begyndte turen tilbage til Kenneth, men sikke dejligt det var. Frisk luft, vand til tæerne og så udsigten ud over Vesterhavet og næsten til verdens ende. Jeg kunne være blevet meget længere, men der er vel grænser for hvor sjovt det er, at sidde i en bil med stærke smerter, så retur blev det…

Jeg ledte efter sten og muslingeskaller på vejen, for det kan man godt og det sænker ikke farten væsentligt, men deri er vi vist ikke helt enige herhjemme.

Endelig, syntes Kenneth at tænke, da jeg returnerede, men det var altså skønt med en kort tur til og i havet. Bagefter var det bare at få startet kareten og vende den i retning mod Aalborg. Der var kun sparsom trafik, så det gik nemt hele vejen.

Jeg tillod mig ét pitstop…

På udturen havde jeg set, at de solgte solsikker ved en bod ud til landevejen. Jeg havde tænkt, at der skulle et bundt med hjem, men naturligvis først når vi returnerede. Jeg var heldig, for det var de sidste, jeg fik med hjem til vasen.

Nu står solsikkerne på spisebordet i køkkenet og minder mig om en dejlig eftermiddag i Løkken. Energien, den er fortsat i minus, men det gør pludselig ikke så meget. Det koster at have det sjovt og den regning betaler jeg gerne, mens jeg stille planlægger at starte natten tidligt. Måske endda meget tidligt.

Jeg elsker Løkken…