Genhørsglæde… eller noget

Jeg har taget skridt til at indlede samarbejde med to af mine tidligere kolleger. To kolleger fra en fortid, som efterhånden er så langt væk, at jeg har glemt stemmer og ansigter, men ikke disse to.

Jeg hoppede mange år tilbage i tiden, da jeg pludselig havde Susanne i røret. Hendes stemme er helt, som dengang. Intet er forandret bortset fra, at der er gået nærved 20 år og hun er voksen, selvstændig, mor og kone. Hun er ikke længere min meget unge, kreative elev, som var så dygtig og flittig og helt igennem dejlig. Det vil sige, at hun lyder stadig til at være det sidste.

Susanne og Henrik skal være mine kreative sparringspartnere omkring en opgave, der ligger og venter.

Det føles på en eller anden måde som en ring, der bliver sluttet. Det føles helt rigtigt.