Hygge, det tror jeg vist nok da…

Først var der morgenens små forberedelser, som varm kaffe, skoldhed mælk, marmelader og Lemon Curd, oste og lidt frisk frugt. Bordet blev dækket og ti minutter før forventet ankomst, satte Oskar sig ude foran hoveddøren uden at vide, hvem han ventede på.

Her sad han troligt, med snuden rettet mod hoveddøren og ventede indtil klokken 9.30, hvor Anne ankom frisk og med hænderne fyldt af de skønneste gaver. Der var også masser af klap til hunden og det vidste han jo, så der gik ikke lang tid, før han havde placeret sig på skødet af Anne, hvorfra han skulede ondskabsfuldt, hver eneste gang jeg gjorde anstalter til at smide ham ned.

Der blev vendt et par verdener fint akkompagneret af godt brød og kaffe, inden vi overtalte Kenneth til at køre os til byen. Vi havde lige noget, vi skulle ordne…

Der gik ikke mange sekunder, før jeg havde investeret de første penge i et utroligt lækkert halstørklæde i ren hør. Enormt langt, tungt og smukt fristede det over evne, så det måtte med hjem. Her skulle det siden vise sig, at Kenneth syntes investeringen var helt igennem i orden.

Jeg har ikke længere noget tørklæde :-(

Vi nåede også omkring Designværkstedet. De troede vist, at vi var flyttet ind og det var også lige før, for vi var der så lang tid, at Anne nåede at låne toilettet, jeg nåede at forelske mig tre gange og for det ikke skal være løgn, var Anne inde og ude af udstillingsvinduet mere end én gang. Ikke fordi… hun pynter da også gevaldigt i sådan et, altså.

Det endte faktisk ganske moderat, så det var ikke fordi de blev rige på os i denne omgang, men vi nåede da at melde os til en workshop sidst i november. Vi glæder os – og så er betjeningen derinde altså bare altid helt i top. Det er skønt :-)

Festlighederne, i anledning af Annes tur til Aalborg, ville ingen ende tage…

Der var hvide støvler, tornystre og frysende børn i lange baner, da vi igen fandt ud på gaden. Vi fulgte dem, men kun hen til hjørnet, hvor Penny Lane ligger. Der skulle provianteres til den frokost, vi ville hjem og have. Det lykkedes i fin stil. Der er nok af fristelser i den butik.

Bagefter endte vi nede på Mølle Plads, hvor vi satte os i en solstråle, mens vi tappert ventede på, at Kenneth skulle komme, for at hente os.

Tænk engang, det var her Annes støvler gav op. Vi havde ikke givet op. Slet ikke, men vi var nødt til at bøje os for låste døre og i midtbyen lukker de tidligt, så kaffetørsten kunne passende stilles hjemme på matriklen, hvor vi igen nåede at vende verden et par gange eller tre.

Der blev selvfølgelig også snakket strik og Anne havde sit gule lyn med. Den er helt fantastisk og en dag, må jeg op forbi Bindestuen og have købt garn og opskrift til den trøje, for selvfølgelig smøg jeg mig lige i den i et ubevogtet øjeblik. Den er alt for sjov og fræk.

Jeg så også hendes igangværende projekt. Bare vent… I bliver vilde med det :-)

Tiden løber alt for stærkt. Anne blev nødt til at returnere til egen familie, selvom vi ikke var meget for at slippe hende. Hun er svær at skulle undvære, men det er vi jo tilsyneladende ikke de eneste, som synes.

Nu sidder jeg her med varm kaffe, pæretærte og Ricciarelli fra Siena. Livet er godt og jeg er bare så glad for, at jeg har Anne i mit liv. Hun gør det altså både sjovere, skarpere og absolut bedre. Faktisk er jeg ret vild med hende. Den skrappe moster.