I den grad bagefter

Septembers næstsidste dag er regntung, men alligevel utrolig smuk. Efterårets farver er ankommet og der er ikke længere noget med at bilde sig selv ind, at det stadig er sensommer. Det er efterår og vi er på vej ind i den tid, hvor det regner og rusker, men denne morgen kan vi heldigvis nøjes med dråberne, som falder tungt og derfor gør verden ufremkommelig for den undskyldning for en hund, jeg har.

Oskar nægter at træde udenfor i en verden, som er så lidt imødekommende, så han stak af ned under dynen hos Kenneth, da jeg foreslog en morgentur. Der ligger han nu kun med snuden stikkende ud fra varmen, mens han skuler fornærmet efter mig. Som om jeg bestemmer over vejret…

Jeg har til gengæld en af de mandage, jeg elsker. Jeg møder først klokken 10. Der er ualmindelig god tid og jeg nyder det. Jeg trak tiden i morges og stod først op klokken 7. Der var blevet lyst og det passer min biologi noget bedre end mørket. Der var god tid til morgenbadet, der blev brygget kaffe, mens jeg gjorde mig færdig. Den slags tager kun et øjeblik for mig, for er der noget jeg ikke bruger lang tid på, er det morgenens rutiner. Jeg er ikke god til make-up, så det tager rundt regnet tre sekunder og så lidt creme, fingrene gennem et hår, som skal lufttørre og jeg er klar, men jeg ender med at kapitulere og investere i en føntørrer, for sikke tid jeg kan spare.

Mit hår er kraftigt og derfor en krig om at tørre. En krig, som i mindst halvanden time. Dengang det var superkort, var det ikke noget problem. Nu er det langt, krøllet og evigheder om blive klar til udeliv. For første gang i mit liv, skal jeg ud og investere i en føntørrer. Jeg er i den grad bagefter.