14

En god fredag

Det er tidlig morgen, da jeg bevæger mig ud i haven alene og helt uden selskab af Oskar, som foretrak at blive under den varme dyne. Jeg forstår ham godt. Havde jeg et valg…

Jeg nyder stadig de tidlige morgener i haven. Jeg bor et sted, hvor der ikke er stilhed. Jeg kan høre morgentrafikken, som suser forbi, men luften er nu stadig frisk og blomsterne, træernes mangefarvede kroner og bladene, som er hvivlet ned på plænen i nattens løb gør, at haven er i evig forandring. Der er altid nyt at få øje på. I dag ser jeg, at fuglene eller måske musene har fået øje på solsikken. Den mangler frø. Måske har fuglene hygget med at sidde og nippe, måske musene har spist af dem, hvis de er faldet på jorden.

Jeg trækker vejret dybt ned i maven og nyder, at jeg har muligheden for at trække den friske luft hver eneste morgen, inden dagen for alvor starter. Jeg snuser, mærker og hugger endda to æbler, som kan forsøde dagen. Jeg må godt.

Om et øjeblik starter arbejdsdagen. Den bliver god. Jeg skal et kendt sted til en kendt opgave, som jeg er glad for. Så kan det ikke blive meget bedre. Jeg skal arbejde sammen med en god kollega og klokken 14 slutter arbejdsdagen og jeg kan tage hul på en uges ferie. Alt i alt er det ikke nogen ringe start på en fredag, som med garanti bliver pletvis våd, men hvad gør det, når ferien venter lige om hjørnet.

God fredag til dig :-)

Du vil sikkert også kunne lide