Adventsklar om et øjeblik

Adventskransen er en udfordring herhjemme. Jeg ved ikke noget værre end en grantingest, som er svær at placere, kun bliver grimmere og grimmere som tiden går og som alligevel ikke bliver tændt, men kan jeg så lade være med at lave den?

Nej! Hele familien stejler, når jeg ikke laver en. Den hører med til julemåneden, så der er ingen vej udenom et eller andet, som kan illudere adventskrans. Sådan er det bare og sådan har det været siden jeg husker ikke hvornår, så jeg bøjer mig, laver noget, som med en rest fantasi kan agere julemånedens adventskrans. Sådan bliver det også i år.

Traditionen har været, at jeg skal lave den, men har forholdsvis frie hænder. Det har betydet, at vi ind imellem har haft temmelig sjove ting stående fremme i julemåneden, for børnene er blevet tvunget til at tage del i udformningen og fantasien hos børn kender heldigvis ingen grænser. Der har været nisselandskaber, Disneyfigurer i kunstig sne, tøjdyr i alternative formationer og biler, som kørte på juleindkøb i en papby så stor, at vi nær aldrig havde fået plads til årets adventsdekoration, men sjovt har det været og det sidste, er det vigtigste.

I år bliver dekorationen lavet i Alexanders ånd. Han elskede tossede, skæve dekorationer og han elskede dyr, så en skriggrøn plastikbakke, 4 temmelig grønne lys, lidt mos og et dyr eller to kommer til at trone på spisebordet. Hver gang jeg kigger på materialerne, tænker jeg, at Alexander ville have elsket den adventsdekoration. Måske jeg skulle gå i gang.

Næste gang mor kommer, vil hun – som hun altid gør – bemærke, at jeg brænder min adventskrans helt “forkert”, for jeg tænder alle fire lys på én gang. Jeg er et skarn ;-)