-den kæmpestore sækkestol vi syede til Alexander, kort tid før han døde. Først nu, for det er underligt med tingene. Man er først klar til at skille sig af med dem, når man er klar. Det er ikke logisk. Det er følelser.
Nu var vi klar, så Hanne kom forbi. Michael skal have glæde af den. Den første vi syede, fik Michael efter en omfattende hofteoperation, hvor han havde svært ved at finde hvile. Det hjalp sækkestolen ham med, så hvem var mere oplagt som arvtager? Selvfølgelig skal han have glæde af den.
Godt Oline havde julehygget lidt rundt omkring, for det kunne kompensere lidt for rodet. Hanne er nu nem, for det handler ikke om nullermænd eller sirlig orden. Bare der er en kop kaffe og god tid hygger hun sig og den slags har vi altid på lager herude, så der blev hygget igennem, inden vi sendte hende hjem til Simested igen.
Nu kalder aftensmaden vist, så om et øjeblik vil jeg finde en plads ved spisebordet, hvor jeg vil sidde og iagttage kokken, mens jeg vil hygge mig med, at mit eneste job i aften er frikadellekonsulent.
Det kan jeg vist lige klare :-)
8 kommentarer
Liselotte
6. december 2008 at 14:51Lotte, det er bare dejligt at kunne give den videre til en, som med sikkerhed bliver glad for den :-)
Lene, det fik vi. Åh, som vi dog hyggede os :-)
Kristine i lige måde med lørdagen :-)
kristine
6. december 2008 at 14:34Skønt stemningfuldt billede :-) God lørdag!
Lene
5. december 2008 at 19:38Dejlig læsning, Liselotte. Må I få en dejlig, hyggelig aften :-)
Lotte
5. december 2008 at 19:26Hvor er det heldigt for Michael, at han kender så gavmilde mennesker. Og som du siger, stolen lever videre. Til gavn og glæde.
Jeg håber dunserne bliver gode og at du og Oline får en dejlig aften.
Liselotte
5. december 2008 at 18:56Ting tager tid. Sådan er det bare. Nu var vi klar, så jeg håber, at Michael kan glæde sig over at han kan ligge blødt og rart. Han har fortjent det :-)
Marina
5. december 2008 at 18:11Når man når dertil hvor man begynder at kunne give slip tror jeg man er nået et langt stykke hen af vejen. I går af sorgens veje, veje som vel er de sværeste veje man kan betræde som forældre og søskende, men I går der med åbne hjerter og det er det der vil bringer jer sikkeret om på den anden side af sorgens landskab.
Ella
5. december 2008 at 17:56Og hils lige frikadellekokken, den kære pige :-)
Ella
5. december 2008 at 17:56I er de mest generøse og kærlige mennesker jeg kender – altid har i øje for andre, og deres behov – jeg er umådelig stolt og glad over, at kunne regne jer til mine bedste venner :-)