Vi trækker igennem…

Nå men altså… den morgenkaffe skulle indenbords, så vi kunne få gjort has på et par hængepartier, så da han havde hygget længe nok under dynen, ham jeg lever sammen med, blev han gennet i bad og så gik turen ind til centrum.

Siden er tiden bare løbet afsted og nu er vi endelig hjemme igen. Vi er 1,5 kilo mandler rigere, for der skal produceres saltmandler. De smager fortrinligt til en øl og dem har jeg en solid og velbegrundet mistanke om, at vi kommer i tæt berøring med om et par dage. Familien Jacobsen og Steen kommer og jeg regner med, at de bærer julen ind sådan for alvor. Det er nu ikke fordi, vi ikke har båret julen ind og det i adskillige poser.

Vi er næsten færdige med juleindkøbene. Vi er for seje og kald os bare Ferguson, for når vi trækker, så trækker vi igennem. Nu er vi til gengæld udmattede og gider ikke lave en tøddel mere i dag.

Oline er simpelthen stået helt af på sin mor. Hun har besluttet sig for, at jeg er til salg. Jeg er ikke alene tosset, men jeg ejer heller ikke skyggen af smag og hun har vel i grunden ret.

Jeg har godt nok overgået mig selv i dag. Jeg indrømmer det blankt, men jeg lod mig friste over evne, da jeg kom ind i Sankelmarksgades gamle tapethandel, som nu rummer et solidt udvalg af Rice. Lysestagen er endda slet ikke det værste. Næ, det er de indiske, blanke juleophæng i turkis, sølv og lilla. Ikke et øje er tørt, når jeg først får strøget den skriggule dug og begynder at overgå mig selv i dårlig smag. Bare vent, siger jeg… mens Oline skiger, at det bare slet ikke er julefarver, den konservative unge.

Jeg har nu også været seriøs. Altså ifølge Oline. Jeg har nemlig købt brændte mandler med hjem. Et halvt kilo, men det fortæller jeg ikke hende, for hun er forfalden og de skal holde frem til nytår, så hun kan holde snitterne for sig selv, kan hun. Imens kan hun spise en mandarin. Det skulle være så sundt.

Julegaverne er i hus. Der er fundet gode gaver, som forhåbentlig vækker begejstring, hvor de lander. Faderen er gået helt og aldeles over gevind og jeg gad altså godt være barn i det her hus, men jeg er nu slet ikke utilfreds. Til gengæld er jeg træt og har sjovt hår…

Jeg fik forøvrigt sneget en julegave til mig selv ned i poserne. Et farverigt tørklæde i Khadi Silk, som jeg øjeblikkelig forelskede mig i. Sådan kan det gå, når man slipper mig løs i byen. Nu skal de bare slippe mig løs i sofaen, så skal de se løjer… eller høre snorken. Jeg tror mest på det sidste.