Efterjuledoven

Køkkenet er skrællet for pynt. Rummene omkring ligeså. Jeg har været en tur rundt og kan se, at der ikke mangler meget, for at være i mål, men juletræet, hvad med det? Oline nægter formentlig at fjerne det endnu. Det skal sikkert stå til efter nytår og jeg forstår hende jo godt, for det er hyggeligt med lys i stuen og en tid, som har været fyldt med glade mennesker og hygge, skal trækkes i ørerne.

Jeg fjerner det ikke. Jeg venter og spørger. Vil hun, at det skal blive stående, overlever jeg nok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke rigtigt gider. Kræfterne rækker nok, men jeg trænger til en dag, hvor der absolut intet foregår. En dag med bare os og ingen planer. Jeg kender alligevel mig selv godt nok til at vide, at inden dagen er forbi, er julen det formentlig også indendøre, men fordi jeg er lidt efterjuledoven, sker oprydningen med mange pauser og så er det godt, at der er et strikketøj eller to til adspredelse.

Jeg strikker på to projekter. Det ene er en antracitgrå vendevest, for den lilla har nærmest hængt på mig, siden den blev færdig. Den er blevet rigtig vellykket og den varmer, uden at blive alt for varm. Nu må der endnu en til samlingen.

Det andet er mere sådan et “nu trævler jeg lige det her op og prøver noget andet”, så et tidligere projekt er blevet forvandlet til runde nøgler garn i en blanding af alpaca og uld. Nu er det på pindene igen og bliver langsomt forvandlet til en Pine. Jeg er ikke gode venner med to tråde i en patent, så det kræver tungen lige  munden og er ikke sådan for alvor tv-egnet, men så er det godt, at der er en retstrikket vendevest også, så de kan kombineres. Langsomt men sikkert strikker jeg igen. Det er dejligt.