Pandekagepiger

Mens frosten bider i de sidste rester, som sikkert kan få ben at gå på den kommende lørdag, hvor Steen kigger forbi, indfrier jeg et løfte, jeg afgav i et svagt øjeblik i går.

Jeg finder skålen frem og rører en pandekagedej. En af de seje, med gode krydderier og hævepotentiale. Sådan skal en pandekagedej være på en nytårsdag.

Jeg får sat fut under panden og da de første pandekager begynder at dufte af vanille og kardemomme, kommer pigerne frem fra deres skjul. De er vel sultne…

Det er en spæd start, men snart begynder panden at samarbejde og der kommer lidt fart i det hele, men der er også en kæmpeskål med dej, som skal forvandles. Der er nok at gøre, så en kop kaffe og lidt radio gør arbejdet ekstra hyggeligt.

Imens er pigerne i gang med Guitar Hero inde i stuen. Jeg lukker døren, for at lukke støjen ude, men jeg kan se dem gennem ruderne. De hygger sig. Så hygger jeg mig også.

Jeg dækker bord. Min julesirup, som snart er væk, er efterhånden så fedtet, at den eneste, som har lyst, er mig. Det passer mig strålende. Så har jeg den for mig selv. Der er Gudernes foretrukne, er jeg sikker på.

Pandekagestakken vokser og jeg kan se, at der ikke kommer til at mangle. Det er amerikanske, tykke pandekager med plads til sirup og med mellemrum kommer pigerne forbi og står med albuerne på kanten omkring komfuret, mens de snuser og glæder sig. De er ligeglade med, at mine pandekager ikke er runde. Det er jeg også.

Da alle er bænket omkring bordet og i gang med at indtage stakke af pandekager, smider jeg en bakke blåbær i den sidste rest dej. Jeg elsker blåbær i mine pandekager. Faktisk er de bær grunden til, at jeg overhovedet spiser pandekager.

Efter ½ time er de stopmætte. Der er ikke plads til mere, men jeg har stadig en stak pandekager tilbage.

Nu står pandekagerne på terrassen i kulden. Jeg kender Oline. Jeg ved, at hun finder dem senere. Det er godt at have noget, at styrke sig på 1. januar. Og en sofa, som gider, når jeg ikke gør.