Det er jo søndag

Jeg har de sædvanlige søndagspligter, som lige skal overståes. Der er afslutningen af ugen, der er gået, som skal effektueres. Der er skemaer at udfylde, timetal at gøre rede for og en ny uge at forberede. Der er kørselsskema, ugeskema og der er kalenderen, som skal føres ajour. Når det er gjort, er jeg klar til en ny arbejdsuge, men den starter jo ikke endnu…

Der er stadig masser af tid til at lave lige akkurat det, som jeg måtte have lyst til. Planen var en tur til havet. En tur ud, hvor der ligger gallerier i spredt orden, som kunne supplere oplevelsen af frisk havluft, men vejret er ikke med mig, så jeg trækker mig og vælger noget andet.

Det passer resten af familien grumme godt, at jeg ikke gider. De gider nemlig heller ikke. Vi er et sted i vores liv, hvor det er alt rigeligt at være hjemme. At mærke, at der er en tryg base, som giver masser af plads til sjov og ballade indenfor de fire vægge, som er vores hjem. Vi trækker indad. Vi barrikaderer os ikke, men vi har brug for at mærke, at der er ro. Vi elsker sådan en doven søndag, hvor der er plads til ingenting og bare mærke, at vi er tre, som elsker hinanden og er gode til at grine.

Kenneth har allerede indtaget hjørnet foran tv’et. Vi elsker nyheder herhjemme. Han er allerede i gang med at indtage de første mageligt placeret og med en kop kaffe indenfor rækkevidde. Han holder søndagen hellig, siger han. Det skal jeg love for.

Måske bager jeg et brød eller to. Der er økologisk spelt på hylden og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg er god til at dovne, men kun hvis jeg ind imellem ikke gør det, men først alle skemaerne… og så skal vi måske have gang i Wii’en. Det tror jeg vist nok, at vi skal. Det er jo søndag. Vi har fri.