Almindelig tirsdag

Hver eneste gang jeg kommer til Brønderslev, betages jeg af stilheden. Hvordan en by kan være så stille, er mig en gåde, men det er den.

Nok er det ikke verdens største by, men det er heller ikke den mindste. Der er forretningsstrøg, små industrier og offentlige myndigheder i en stor pærevælling og ingen af dem er da af natur stille, men når man går ned gennem byens hovedstrøg, kan man omtrent høre en knappenål falde sådan en tirsdag sidst på formiddagen.

I Brønderslev er der også højt til himlen. I bogstaveligste forstand. Ingenting tager udsynet, så man kan se langt, højt og bredt langt de fleste steder.

Oppe på Bredgade ligger Troldheksen. Jeg havde 1½ time mellem to opgaver og tiden skal gå med noget, så der fandt jeg op. De havde udsalg. Halvtreds procent på stakkevis af godt tøj var alt for fristende, så jeg har købt den smukkeste sommerkjole fra Noa Noa, råhvid med røde, russerinspirerede broderier, en langærmet T-shirt i en smuk, lys syregrøn og et par sort- og hvidstribede bukser fra Masai. Jeg er svært tilfreds med høsten. Ikke fordi jeg manglede, men fordi jeg fandt lige de to ting, som jeg har jagtet længe.

Bagefter var det op i Grønnegade til ostemanden…

Først et hurtigt hvil, hvor jeg nød stilheden og det smukke vejr. Bagefter var det over i butikken, for at spørge efter den gode Gouda med pesto, men den førte han ikke. “Jeg har fire varianter, men den med pesto, den er altså for avanceret for Brønderslev”, var hans svar. Han mente det og kunne fortælle en lang historie om, at der altså er grænser for galskaben deroppe nord for fjorden.

Så bad jeg om hans italienske fennikelpølse og han så om muligt endnu mere trist ud, for den havde han heller ikke længere. “De har pillet fennikelen ud af pølsen nu”, svarede han, så han tjente ingen penge på mig i dag, men en hyggelig snak fik vi og så var det tilbage af Grønnegade og over i Gravensgade. Undervejs smed jeg poserne ind i bilen, som stod praktisk på pladsen ved Rådhuset, lige midt i byen.

I Gravensgade ligger det grønneste hus, jeg nogensinde har set. Det er ikke traditionelt grønt, men rigtig grønt. Grønt, så det lyser op på en gade, som ellers særdeles diskret, når det kommer til husfarver, men et festligt indslag er det.

Ikke alene er huset grønt, men det har de mest fantastiske gardiner. Et vindue som dette får mig øjeblikkelig til at tænke på min farmor. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men det er nok gardinerne og den sirlige opstilling af nips i karmen, som gør det.

Alle vinduerne havde fine, solblegede påfuglefjer med undtagelse af ét. Det var pyntet med en kæmpestor, grøn krystal og to mørkegrønne flasker.

Jeg fascineres af vinduer. Jeg er nysgerrig af natur, men jeg synes også, at vinduer fortæller utrolig meget om menneskene inde bag dem.

Mine vinduer mod gaden vil fortælle om en familie, som ikke tager rengøring specielt alvorligt. Ruderne trænger gudsjammerligt til en pudseklud. De vil også fortælle, at vi er nogle rodehoveder. De er ikke sirlige. De er ikke symmetrisk pyntet med smukke ting. De er vist bare fyldt med det, der tilfældigvis faldt ned i dem. De vil fortælle, at vi ikke tænker over, at de fortæller.

Vinduet nedenfor er til gengæld modsætningen. Her er der gjort en dyd ud af at fortælle…

Inde bag ruderne sidder blide hænder klar til at tage sig af modsætningen. En fodklinik har til huse her.

Lidt længere henne af gaden er der kig ind til en hyggelig gård, som garanteret er skøn om sommeren.

Da jeg havde passeret porten her, var jeg ved vejs ende. Efter en times tid, returnerede jeg ad Gravensgade, fandt min bil, handlede på vejen hjem og nød forøvrigt at opdage, at den nye bil gerne strækker ben på motorvejen. Me like… og nu er jeg hjemme med kaffe i koppen og varme til kroppen. Det har der nemlig ikke været meget af i dag på trods af solen. Nå ja, det regner da forøvrigt også ad pommerne til her i Aalborg. Snydt!