Jeg har været inde i centrum. I bil. Parkering er en udfordring, men det lykkedes og jeg var svært tilfreds. Inde på Banegården ligner alt sig selv. Tog udenfor og tog indenfor. Og Aalborgtårnet.
Jeg glemte helt at se, hvad det koster at tage en tur med toget. Sikkert en tier.
Engang kostede det nærmest ingenting og jeg syntes, at det var en stor oplevelse at komme på Banegården og få lov til at kaste en mønt i udstillingens møntsprække og siden se toget køre rundt og rundt. Det er mange år siden. Siden har Oline kastet en mønt eller to i sprækken, når hun og Alexander en sjælden gang har været forbi, for at tage imod, men det er ikke os, de bliver rige på.
Aalborg er grå i dag. Mildest talt grå.
En tung dyne af skyer ligger over byen, men de snakker om sne i løbet af dagen og så bliver det vel smukt og hvidt og lyst og… eller også gør det ikke. Vi får se, men i hvert fald holder vejret ikke meget af byen i dag.
Ovre på J.F. Kennedys Plads har de stadig ikke fået fjernet lysnettene fra træerne, men der er ikke længere lys i dem. Det er slut og om lidt kommer de formentlig og fjerner de sidste rester af december.
Ved siden af Banegården er nedgangen til tunnelen, som fører os under jorden og til de relevante spor, hvis vi da ikke vælger at fortsætte helt over til Kildeparken.
Jeg valgte at gå udenom. Hen og hente bilen, for at køre hjem igen efter endt gerning. Det blev noget af en oplevelse.
En ældre mand i en Ford Cortina, man har jo nærmest glemt, at den bil eksisterer, havde taget kampen mod verden op. Han kørte HELT op bagi mig, da vi måtte holde for rødt, lavede hjulspin om hjørnet, for at komme ud og overhale mig og siden tog han den ud af Sønderbro med mindst hundrede i timen, mens han nåede at overhale to og underhale tre. Imponerende aggressivt og ualmindelig modigt. Eller talentløst…
Vi mødtes i lyskrydset ved Ny Kærvej, hvor jeg kiggede ind i bilen. Ved siden af den vrede chauffør sad det, der formentlig var konen i det ægteskab. De var af den generation, hvor man med rimelighed kan antage, at hun aldrig nogensinde har fået taget kørekort og derfor er tvangsindlagt til hans alternative omgåelse af færdselsloven. Jeg blev så glad for mit kørekort lige der. Sådan skal der ind imellem så lidt til at glæde mig. Nu er det en kop kaffe, der kan få lov til at holde for.
13 kommentarer
Pernille
23. januar 2009 at 00:28Min farmor, som bestemt tilhørte generationen, hvor konen ikke fik kørekort, var en temmelig bestemt dame. Således insisterede hun derfor på at få kørekort!
Hun fik det, havde det i sin pung, men brugte det aldrig.
Til gengæld har jeg fra min far hørt, at hun ikke var sen til at rette på min farfars kørsel – hun vidste jo hvad hun snakkede om.
Det må hun have aflagt hen ad vejen, for jeg kan ikke huske at have hørt det :)
MIn mormor derimod, tog aldrig kørekort. Til gengæld havde hun et sæt nøgler til bilen – for den tilhørte dem begge!
Hannah
22. januar 2009 at 23:10Åh ja – kørekort til kvinder. Det ægtepar du taler om, har sikkert været mine forældres generation. Min mor fik aldrig taget kørekort. “Fik aldrig taget” er misvisende, for det antyder, at hun egentlig gerne havde villet. Nej, det var simpelthen komplet utænkeligt, selvfølgelig ordnede hun alle ærinder og indkøb til hele familien på cykel. Min fars bil stod enten stille foran huset, eller den stod parkeret foran hans arbejdsplads, hvor der i øvrigt gik masser af busser til.
Da jeg mødte min mand, havde jeg ikke kørekort. Jeg studerede og pengene var små, og jeg boede i København, hvor vi alle forsikrede hinanden om, at biler er dumme og unødvendige. Men så snart jeg begyndte at arbejde, insisterede han på, at jeg skulle tage kørekort, for han gad ikke være den eneste der kan køre.
Da jeg første gang dukkede op hos min mor efter bestået køreprøve i den bil, min mand og jeg nu havde købt sammen, spurgte hun da også forundret: “Har du virkelig fået lov til at køre i bilen? Er han ikke nervøs for, at der sker noget med den?”. Godt nok kan jeg stadig ikke parallelparkere, for i de år, hvor jeg dannede min identitet som bilist, boede jeg i Aalborg, og der kan man leve et helt liv uden at behøve at parallelparkere. Nu i København udvælger jeg nøje mine udflugtsmål: hvis der hverken er god offentlig transport eller rummelige p-båse – så glem det!
Liselotte
22. januar 2009 at 21:25Mille, den gule bus er på vej ned ad Boulevarden – men om marskandiseren ligger der endnu, kan jeg ikke svare på. Du må selv komme og tjekke ;-)
Mille
22. januar 2009 at 20:03Först, jeg önsker mig en Oskar!
Siden, gaden som den gulorange bus er på vej ned ad hedder Boulevarden, ikk’? Er marskandiseren der stadig, lidt derhende af og nede i kälderen? Dyr men dejlig?!
Sidst, dejligt at en del värdier står sig i konkurrense og finanskriser!
Liselotte
22. januar 2009 at 19:39Inge, det er jo intet mindre end fantastisk :-)
ME, det er socialrealisme så det batter ;-)
ME
22. januar 2009 at 18:43Sidste gang, der var fremmede der forbarmede sig over mine børn (fordi jeg yderst sjældent render rundt med kontanter) virkede toget ikke.
Så der er realisme for alle pengene;-)
Inge
22. januar 2009 at 16:10Ja da – folk har helt ret. Jeg stod der i forrige uge med min Villads – og han fik toget til at køre for en daler :-0
Liselotte
22. januar 2009 at 15:19Jamen altså… hvis det stadig er en tokrone, er der glæder, som er næsten gratis stadig ;-)
Dorthe
22. januar 2009 at 14:33Sidst jeg kiggede (og prøvede :) – kunne bare ikke lade være) der toget kostede 2 kr.
Det er dog mere end et par dage siden, så jeg kan ikke garantere, at det ikke er steget siden, men vil ikke tro, at det er.
/Dorthe
Liselotte
22. januar 2009 at 13:40Lilli, jeg er faktisk temmelig sikker på, at det koster mere, men jeg kiggede desværre ikke efter derinde. Måske den finansielle krise kan påvirke det… du har ret ;-)
Letten, det er skisme da billigt for en togtur, sådan en tokrone :-)
Kirsten, I har været SÅ seje, når I kunne prale med onkels universalnøgle og sikke ture I kunne få. Vi fik kun én! :-(
Kirsten
22. januar 2009 at 13:01Hehehe… Fantastisk beretning om trafik”sikkerhed” i Aalborg C ;-)
Togbanen du har fotograferet er ét af mine bedste og stærkeste barndomsminder :-) Onkel Jesper arbejdede nemlig ved DSB, og havde (hold nu fast!) UNIVERSALNØGLE der kunne starte svineriet uden at vi behøvede at komme penge i. Jubiiiiiiii!!!, hvor har vi altså trykket næsen flad mod ruden mange gange, min bror og jeg :-)
Letten
22. januar 2009 at 12:42Jeg mener det koster 2 kr. på Hovedbanen i KBH.
Så det gør det nok også hos jer!!!
Lilli
22. januar 2009 at 12:28Tror faktisk stadig det kun koster 2 kr…… Men det kan jo selvfølgelig være, at prisen er steget i forbindelse med financielle krise